Tegning med kvinde, der laver gymnastik ved sin arbejdsplads i hjemmet.

Husk at rejse dig fra kontorstolen og stræk ud. Illustration: Mette Ehlers

Mange HK Privat-medlemmer arbejder igen hjemme på grund af corona. Det viser en ny undersøgelse fra Epinion blandt 1.034 af HK Privats medlemmer, der i begyndelsen af december er blevet spurgt ind til deres arbejdssituation under coronakrisen. Her svarer 39 procent, at de helt eller delvist arbejder hjemmefra.

Når kontoret bliver skiftet ud med hjemmet, er det vigtigt, at hjemmearbejdspladsen er indrettet korrekt, så du ikke får gener. Derfor får du her en guide med gode råd og regler for hjemmearbejdspladser, som du og din arbejdsgiver skal være opmærksomme på.

Hent en grafisk version af guiden – lige til at hænge op

Bordet skal passe til dig i højden. Bordpladen skal have en størrelse, der passer til arbejdsopgaverne og dit udstyr, og der skal være mulighed for at understøtte armene. Der er ikke krav om et hæve sænkebord, dog skal det være muligt at kunne indstille bord og stol i forhold til hinanden, som du kan støtte underarmene.

Stolen skal passe til dig og have de nødvendige muligheder for indstilling og kunne reguleres i forhold til arbejdsfunktioner og varierede siddestillinger.

Arbejdslampen skal lyse op med minimum 500 lux i dit primære arbejdsområde.

Den bærbare omputer skal have eksternt tastatur og mus, eller alternativt en dockingstation med tilkoblet skærm. Det er for at minimere gener og smerter ved arbejde i fastlåste stillinger.

Headset med mikrofon er en rigtig god ting at have, hvis I holder onlinemøder, og/eller du taler meget i telefon.

Pauser og bevægelse er noget, du skal huske, når du arbejder hjemmefra. Vi har det med at sidde stille længere tid foran computeren og glemme at holde pauser, når vi arbejder hjemme. Gå væk fra computeren, lav udstrækningsøvelser og spadsér en lille tur med jævne mellemrum. Du må ikke sidde ved skærmen hele arbejdstiden. Derfor skal du skifte arbejdsopgaver og holde pauser indimellem.

Arbejde og privatliv kan flyde sammen, så hav klare grænser for, hvornår du er på arbejde, og hvornår du holder fri.

Hjemmearbejdspladsen skal indgå i APV’en
Det er din arbejdsgivers job at sørge for, at du arbejder under sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige forhold. Også når du arbejder hjemme. Men tag selv ansvar. For det særlige ved hjemmearbejdspladser er, at arbejdsmiljøorganisationen og ledelsen ikke har krav på at komme på besøg i dit hjem for at sikre, at arbejdsmiljøet er i orden. Hjemmearbejdspladser skal være en del af arbejdspladsvurderingen (APV).

FÅ FLERE GODE RÅD om hjemmearbejde

Den mest hensigtsmæssige placering af bord, stol og skærm er nærmere beskrevet i BFA Kontors vejledning ”Arbejde ved computer"


Kilde: Arbejdsmiljøkonsulent i HK Privat Heidi Lisette Bille