Ung kvinde med lup for øjet

Medlemsundersøgelser er et uvurderligt værktøj, når HK Privat skal finde ud af, hvad der er vigtigt for medlemmerne.

Hvad er I medlemmer optaget af? Hvad tænker I om et bestemt emne? Og hvad kunne I godt tænke jer var anderledes? Det prøver vi at blive klogere på, når vi sender spørgeundersøgelser om alt fra arbejdsliv til fritid ud til jer.

Her får du 6 nedslag fra undersøgelserne.

  1. I har savnet kollegerne under corona

    Corona har været lig med hjemmearbejde for mange medlemmer. Uanset om I har kunnet lide at arbejde hjemme eller ej, så er I enige om én ting. Det har ikke været godt for kollegaskabet. 2 ud af 3 svarede i en undersøgelse fra december 2020, at hjemmearbejdet går ud over fællesskabsfølelsen på arbejdspladsen. Og 3 ud af 4 svarede, at de savnede kollegerne.
  2. Arbejdslivet har været til eftersyn

    Tiden med corona har også fået mange til at tage deres arbejdsliv op til revision. Hver 5. svarede i en undersøgelse fra januar 2022, at de har overvejet, om deres arbejdsliv skulle tage en anden retning. Og 15 % svarede, at de allerede har lavet små eller større ændringer i arbejdslivet.
  3. Mange tager ikke efteruddannelse

    En oplagt vej til at ændre sit arbejdsliv er selvfølgelig at tage efter- og videreuddannelse. Både for den personlige udviklings skyld og for at få nye udfordringer. Men her er I ikke så aktive. Kun lidt over hver 3. har taget uddannelse inden for de sidste 5 år, viser en undersøgelse fra juni 2021.
  4. I er mange på kontoret

    Forholdene på arbejdspladsen var emnet i en undersøgelse fra juni 2021. Her svarede hver 3., at de sidder i storrumskontor med flere end 6 kolleger. Hver 4. sidder på kontor med 3 til 6 kolleger. Og kun hver 8. har eget kontor.
  5. I vil gerne spise grønt

    3 ud af 5 har en madordning på arbejdspladsen - enten kantine eller mad udefra. Blandt alle - både med og uden madordning - er flertallet for en mere grøn linje med mindre kød (63%) og flere grøntsager (91%). Men at fjerne kødet er der ikke stemning for. Kun 15 % synes, at det er en god idé. Det viser en undersøgelse fra februar 2020.
  6. Flere kilo på sidebenene

    Og apropos sundhed og for at ende, hvor vi begyndte, nemlig corona. I en undersøgelse fra marts 2021 svarede halvdelen, at de har taget på under pandemien. 37 % er blevet 1 til 4 kilo rundere. 12 % kunne notere sig en vægtstigning på mellem 5 og 14 kilo. Og den sidste ene procent var blevet mindst 15 kilo tungere.

 

Om epinions undersøgelser

Inden for de seneste to år har vi via vores analyseinstitut Epinion sendt 12 spørgeundersøgelser ud til jer medlemmer. Omkring 1.000 medlemmer har deltaget i hver undersøgelse. Medlemmerne rekrutteres fra HK Danmarks medlemspanel og afspejler så vidt som muligt HK Privats medlemmer i forhold til alder, geografi, beskæftigelse osv.