Efter en lang karriere både i det kommunale, det halvkommunale og det private, hungrede Lene Britt Jørgensen efter at komme tilbage og arbejde i en lille kommune, som vi kendte dem fra før kommunalreformen. Derfor var der ikke langt fra tanke til handling, da hun så et jobopslag fra beskæftigelsesafdelingen i Samsø Kommune.

Godt nok var hun ansat i Vordingborg Kommune og boede i Næstved sammen med sin mand. Men mange års ferie på den lille ø havde gjort så stort et indtryk, at Lene Britt Jørgensen måtte prøve det af.

- Jeg er kommet på Samsø i 25-28 år som turist, og så kom den her mulighed som faglig koordinator i beskæftigelse. Det blev jeg nødt til at prøve af, fortæller Lene Britt Jørgensen:

- Det er en lille kommune, og vi er kun syv i beskæftigelsesafdelingen inklusiv vores leder. Derfor er det en flad organisation med en flad struktur. Som faglig koordinator har jeg derfor rigtig mange forskellige opgaver og ansvarsområder.

ALTID UNDGÅET MUS

Når hun tænker tilbage på sit arbejdsliv, har hun ærlig talt altid været af den holdning, at sådan noget med MUS-samtaler og udviklingsplaner var spild af tid.

- Jeg har altid prøvet at undgå det. Jeg syntes, det var en sludder for en sladder – så jeg har faktisk aldrig haft en udviklingsplan tidligere. Men i den her lille kommune er der styr på det, og jeg kunne ikke undslippe. Og det endte med at vi havde en virkelig god MUS-samtale og fik lavet en god skriftlig udviklingsplan med ambitioner og mål, fortæller Lene Britt Jørgensen.

Netop på grund af den lille afdeling, har hun mange flere ansvarsområder, end hun ville have haft som faglig koordinator i en stor kommune.

- Vi har jo alle dele af beskæftigelse: Sygedagpenge, kontanthjælp, ressourceforløb. Alt. Vi har både mangeartede opgaver og masser af ad hoc-opgaver. De faglige udfordringer er større, der er mere bredde, og man er nødt til at arbejde tæt sammen for at få løst opgaverne, forklarer Lene Britt Jørgensen:

- Jeg kan godt lide, at vi har det brede perspektiv på borgeren både socialt, fysisk og psykisk. Og alle afdelinger er lige ved hånden. Hvis jeg skal tale med sundhedsafdelingen, går jeg bare ned ad gangen.

 

Helt personligt synes jeg, at udviklingsplanen har givet mig en retning og et perspektiv.
- Lene Britt Jørgensen, faglig koordinator, Beskæftigelsesafdelingen, Samsø Kommune

 

PLANEN GIVER RO I MAVEN

I sin skriftlige udviklingsplan har Lene Britt Jørgensen sammen med sin chef fået nedskrevet sine ambitioner, og det giver hende ro i maven.
- Det har været mit fokuspunkt at sidde som faglig leder og koordinator, der hvor jeg har fingrene i det faglige, som jeg synes er spændende – lovgivningen, beskæftigelse, og hvordan vi udvikler det:

- Jeg kan virkelig sprælle i det her job, og jeg har fået et kæmpe ansvar. For eksempel er det mig, der har siddet og lavet revisionsrapport og haft fingrene i suppedasen, fordi vi har været under skærpet tilsyn. Og det har bl.a. været mit ansvar at få arbejdet os ud af det, hvilket er lykkedes, fortæller Lene Britt Jørgensen.

Hun forklarer, at MUS-samtalen og udviklingsplanen også har givet hende en rar følelse af at vide, hvad der bliver forventet af hende.

- Der har været en god forventningsafstemning, jeg ved, hvad der er af perspektiver fremadrettet, og MUS-samtalen gav mig mulighed for at forholde mig til, hvad jeg egentlig selv ønsker. Der er ingen tvivl om, at det ville være godt, hvis alle havde en udviklingsplan, lyder det fra Lene Britt Jørgensen.

Hun har tidligere været i gang med en kandidat i socialt arbejde, som hun godt kunne tænke sig at genoptage på et tidspunkt.

- Helt personligt synes jeg, at udviklingsplanen har givet mig en retning og et perspektiv. Jeg befinder mig så godt her, og jeg får mulighed for at være tæt på beslutningerne, så selvom min mand stadig bor i Næstved, og der er en del pendling, så er det her, jeg ser mig selv.