Med et simpelt apparat viste Sofie Berg Axelsen, hvor nemt en AMR kan hjælpe sine kolleger.
Af Torsten Raagaard
Ukrainske flag prydede væggene, da HK Handel Hovedstaden kaldte til generalforsamling. Det var med særdeles god grund, netop på en dag hvor de russiske styrker var begyndt massive bombardementer både i hovedstaden Kiev og i den østlige storby Kharkiv.
- Vi støtter Ukraine og det ukrainske folk. Derfor glæder det mig, at FH netop har været ude og opfordre den russiske fagbevægelse til at trække sin støtte til Putin, sagde Sofie Berg Axelsen i sin velkomst til de 120 deltagere i generalforsamlingen.
Man kan med rette kalde den russiske præsident en træmand, altså en kedelig og humørforladt mand, der tilsyneladende ikke har nogen følelser. Aftenens træmand vender vi tilbage til.
I sin beretning understregede Sofie Berg Axelsen de diskussioner, som bestyrelsen havde haft om at lægge et tema for mødet. Tidligere har både bæredygtighed og de yngre været i fokus.
- Vi har nogle folk, som ikke føler sig repræsenteret. Derfor har vi valgt ”Stolt af vores fagligheder” som aftenens tema, sagde hun. Det gælder blandt andet etablering af netværk under de 4 brikker i HK Handel Hovedstadens puslespil, nemlig e-handel, lager, dagligvarer og specialvarer.
70 ÅR. Så længe har Tony Shapiro været medlem af HK. Det udløste store klapsalver og en buket.
Efter et kampvalg
Den ekstraordinære generalforsamling 2. september 2021 valgte Sofie Berg Axelsen som formand i et kampvalg mod Søren Hallum-Andersen. Bestyrelsen havde været uenig i sine anbefalinger, og derfor tog formanden dét emne op som noget af det første i sin beretning.
- Jeg vandt over Søren, men heldigvis tog han imod min invitation til at være udviklingsleder i HK Handel Hovedstaden, det fortjener en klapsalve, sagde Sofie Berg Axelsen. Hvorefter der var store klapsalver fra salen.
- Jeg gik fra at være kollega til at være leder. Det er ikke altid nemt at skifte rolle. Men her i HK Hovedstaden har det været nemt, en stor tak til formandsgruppen, sagde hun.
I den senere debat om beretningen fik formanden også ros fra folk, som ikke havde været hendes fortalere.
- Hvis nogen er i tvivl, var jeg fortaler for Søren Hallum. Jeg synes, det er et godt valg at ansætte Søren. I bestyrelsen var der lidt kurrer på tråden. Men vi har fået klinket skårene. Vi har set lyset, og det skal nok blive godt, forudsagde fx Lasse Laursen, Salling Group, bestyrelsesmedlem i HK Handel Hovedstaden og også i HK Hovedstaden.
Ikke bare den røde fane smældede, også det ukrainske flag var i fokus på generalforsamlingen.
Gratister og 5 liter sprinklervæske
Ved HK Danmarks kongres i oktober 2021 lykkedes det blandt andet ved en solid indsats fra HK Hovedstaden at få afskaffet de såkaldte 0-kroners kontingenter. Det vakte berettiget anerkendelse på generalforsamlingen.
- HK Danmarks ledelse var ikke vild med ideen. Men hvis man nu er i arbejde eller studerer, kan man ikke længere være 0-kroners medlemmer. Vi har omkring 2.000 medlemmer i den kategori, konstaterede Sofie Berg Axelsen og forudså, at det kan koste nogle medlemmer, at reglen er blevet indført.
- Jeg vil godt rose Sofie for opgøret mod gratister. Alle skal betale, lød en kommentar under debatten.
Arbejdsmiljøet indtog en væsentlig del af formandens mundtlige beretning, og det er her, vi vender tilbage til træmanden.
- Jeg har fået bygget en træmand, proklamerede formanden og rullede et træstativ ind på scenen, som hun brugte til, nemt og enkelt, at demonstrere, hvor vigtig den rigtige bære- og løfteteknik er ude på arbejdspladserne.
Apparatet kunne illustrere, hvor meget 5 liter sprinklervæske vejer, når du løfter dunken korrekt, og hvis du løfter den med strakte arme. Mere end en firedobling af vægten. Det var anskuelighedsundervisning målrettet både AMR og TR.
- Den er nem at have med på arbejdspladsbesøg. Og får vi brug for flere træmænd, får vi dem produceret, lovede Sofie Berg Axelsen.
- Får vi brug for flere træmænd, så skaffer vi dem bare, sagde formand Sofie Berg Axelsen.
Frugtbar debat
Debatten om bestyrelsens skriftlige og mundtlige beretninger fik mange medlemmer på talerstolen. Der faldt en række kommentarer og ideer til de 4 netværk, HK Handel Hovedstaden er ved at stable på benene indenfor e-handel, lager, dagligvarer og specialvarer. Der var indlæg om, at HK’s synlighed er blevet bedre, og så var der anerkendelse af bestyrelsens prioritering af faglighederne med temaet ”Stolt af vores fagligheder.”
Bestyrelsesmedlem Birgitta Kajn fra IKEA, som normalt taler sit modersmål svensk, når hun går på talerstolen, slog over i engelsk som en særlig anerkendelse.
- I’m happy to have 2 of my colleagues in the other room. I’m so happy we take care of our members who don’t speak Danish, sagde hun.
I et andet lokale var der nemlig tolkning for de medlemmer af HK Handel Hovedstaden, som ikke kan dansk og har engelsk som arbejdssprog. Det var derfor, Birgitta Kajn var glad for at have 2 kolleger i tolkerummet, og hun understregede, hvor glad hun er for, at fagforeningen tager hånd om sine medlemmer, som ikke mestrer dansk.
Hun pegede i øvrigt på helt konkrete udfordringer på sin arbejdsplads IKEA.
- Tonen hos vores kunder er blevet meget hårdere i de seneste 4 år. Man har lov til at sige hvad som helst. ”Kan du komme hjem og afprøve sengen?” sagt af mand til ung kvindelig. Det er noget, vi bliver nødt til at tage fat i, understregede Birgitta Kajn.
- Vi har Mette (Høgh/red.) og Sofie – ikke fordi de er kvinder, men fordi de er skidedygtige, tilføjede hun.
Den bemærkning faldt i god jord, da Sofie Berg Axelsen lukkede aftenen ned. Hun kom med en kirurgisk præcis kommentar om HK Danmark.
- Når der i over 100 år kun har været mænd i spidsen, så er det nok ikke fordi, der ikke har været kvinder, som var dygtige nok, sagde hun.
Men den situation ændrede sig jo, da Anja C. Jensen sidst i oktober blev valgt som HK Danmarks nye formand.
- Anja har altså arbejdet her i afdelingen. Det kommer hun ikke til at glemme, sagde Sofie Berg Axelsen med et smil på læben.
120 medlemmer af HK Handel Hovedstaden bakkede både bestyrelse og formand op 1. marts.