Hvorfor vil du gerne have 2 år mere som formand?

Fordi jeg elsker mit arbejde og den post, jeg er valgt til. Jeg elsker dialogen med medlemmerne og at møde dem, hvor de er. Alle skal have det godt, når de går på arbejde, og det er jeg slet ikke færdig med at kæmpe for.

 

Hvilken slags formand er du?

Jeg er nærværende og sætter stor pris på relationer og dialog. Som menneske har jeg altid kæret mig om andre mennesker og deres trivsel. Det kom allerede til udtryk i skolen, hvor jeg var elevrådsformand, og siden som tillidsrepræsentant og formand.

Jeg bruger så meget tid som overhovedet muligt ude hos medlemmerne, for jeg mener, at vi som faglig organisation skal møde medlemmerne, hvor de er. Det er også den eneste måde, jeg kan finde ud af, hvad der rører sig på arbejdspladserne. Jeg bruger meget min intuition og mine fornemmelser i mødet med andre mennesker, og de egenskaber udfolder sig mindre godt bag et skrivebord.

Nogle af de udfordringer, medlemmerne har, skal løses fagpolitisk, og der er det min opgave at bruge de gode relationer, jeg har, til sammen med medlemmerne at trykke magthaverne på maven.

 

Hvad er HK Stat Sydjyllands største udfordring lige nu?

Der sker store forandringer på det statslige arbejdsmarked lige nu. Det er vigtigt, at vores medlemmer ser, at kompetenceudvikling er noget, der aldrig må stoppe og skal prioriteres højt. Der må ikke ske jobglidning til Djøf’erne. Vi har derfor en stor opgave i at italesætte dette og anspore til efter- og videreuddannelse.

 

Hvad vil du se som din største opgave i de næste 2 år?

Covid 19 har haft en stor betydning for arbejdsmiljøet på de statslige arbejdspladser. Mange har været sendt på hjemmearbejde måned efter måned, for at andre i samfundet kunne møde på arbejde.

Det har været hårdt for nogle, men mange er også blevet vilde med at arbejde hjemme. Det er fint, at de stadig kan få mulighed for det, men jeg kan også blive bekymret for det grænseløse arbejdsmarked.

For hvad sker der, når man arbejder hjemmefra 4-5 dagen om ugen, mens man har kolleger, der er på kontoret hver dag? Bliver man stadig set som en nær kollega? Får man et tæt nok samspil med chefen? Får man stadig spændende arbejdsmæssige muligheder, når man ikke dyrker netværket på arbejdspladsen?

Der er en bagside af medaljen, som vi må tage dialogen om. Sammen med tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter må vi finde ud af, hvordan vi bedst understøtter den nye udvikling og sørger for, at alle bliver ved med at føle sig som en del af arbejdspladsen, uanset hvor de arbejder fra.

Det bliver en meget stor opgave for os som fagforbund og for mig som formand.

 

Fortæl noget om dig selv, som ikke ret mange ved.

Jeg er et kreativt menneske. Jeg elsker at skabe, uanset om det er med strikkepindene, piskeriset eller en skovl i haven. Da mine piger var små, gik de ofte i hjemmesyet tøj. Nu har jeg ikke længere så god tid til den slags, men op til højtiderne udfolder jeg min kreativitet ved at lave dekorationer af ting, jeg finder i naturen.

Det er virkelig noget, jeg finder energi i. Og hvis jeg ikke lige selv orker, kan jeg da se på andre, der gør. Mit yndlingsprogram, når jeg bare skal slappe af, er ”Han, hun og drømmeslottet”, hvor et ægtepar renoverer et fransk slot fra bunden og skaber kreative løsninger.