Hvorfor vil du gerne have 2 år mere som formand?
Fordi jeg mener, at jeg stadig har meget at give af, og jeg føler ikke, at jeg er færdig med arbejdet endnu. Jeg brænder for at skaffe medlemmerne bedre vilkår, og der er stadig meget, der kan blive bedre.
Hvilken slags formand er du?
Jeg er en tilgængelig formand med et særligt blik for de tillidsvalgte. De har høj prioritet i min optik, for de er HK Handels repræsentanter ude på arbejdspladserne og ofte dem, der er tættest på medlemmerne. Jeg vil gå langt for at opfylde deres ønsker.
Når jeg er til hovedbestyrelsesmøde i HK, plejer jeg at sætte min telefon på lydløs og ikke besvare opkald. Undtagen hvis jeg kan se, at det er en tillidsvalgt, der ringer. Så forlader jeg lokalet med telefonen i hånden.
Jeg er også en formand med stor respekt for alle, der vil yde og gøre en forskel. Jeg er meget bevidst om, at jeg ikke kan løfte alene, men at vi må løfte i flok. Alle har hver deres guldkorn og styrkesider.
Hvad er HK Handel Sydjyllands største udfordring lige nu?
Jeg ville gerne have flere tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter rundt om på arbejdspladserne. Der, hvor vi har tillidsvalgte HK’ere, er der større medlemsopbakning og større generel trivsel på arbejdspladsen.
Men vi er lidt udfordrede i HK Handel, når det kommer til at hverve tillidsfolk. I dagligvarebutikkerne er der ofte en bred sammensætning af medarbejdere, hvor mange er fritidsjobbere og midlertidigt ansatte. I gågadebutikkerne er der ofte ikke ret mange ansatte, hvilket også gør det svært. Det går ofte nemmest på lagrene, hvor folk som regel er fastansatte, og medarbejdergrupperne er større.
Hvad vil du se som dine største opgaver i din næste formandsperiode, hvis du bliver genvalgt?
I 2023 er der overenskomstforhandlinger, som kommer til at fylde meget. Men jeg går til forhandlingerne med sindsro, for jeg tror, at de seneste år med corona har styrket os som medarbejdergruppe. Folk har fået øjnene op for, hvor vigtige, vi er, og det forventer jeg, at man vil kunne mærke, når der skal forhandles overenskomst. Jeg er stolt af hverdagens helte derude på kontorerne, lagrene og butikkerne.
Det er en kendsgerning, at mange arbejdsgivere skriger på arbejdskraft. Min holdning er, at hvis de vil tiltrække medarbejdere, så må de pudse fjerene og gøre sig til lækre overfor de potentielle medarbejder. Der må ekstra tillæg, uddannelse osv på bordet.
Og så vil jeg arbejder for at få mine medlemmer til at tale mere åbent om løn. Vi skal have bugt med genertheden og lukketheden, så vi kan bruge hinanden som løftestang. Det er udelukkende arbejdsgiverne, der tjener på lukkethed.
Fortæl noget om dig selv, som ikke ret mange ved
I min ungdom spillede jeg håndbold på serieplan i en landsby. Her fik jeg en flok gode veninder, og selvom de fleste af os for længst har lagt håndbolden på hylden, holder vi stadig sammen.
Vi har en tøseklub, der tager på ture af et døgns varighed 4-5 gange om året, som vi skiftes til at arrangere. Det foregår som regel i et sommerhus, vi skal tit se håndbold, og så er der bare højt til loftet. De døgn er hellige for mig.
Klubben har passeret sit 25-års jubilæum, og vi kalder den NUIB. Det står for NatUgler I Blinde. Navnet er valgt, fordi vi er så kloge som ugler, men sidst på aftenen, når der er tømt nogle vinflasker, foregår det ofte lidt i blinde.