
61-årige Niels Gravesen blev for 1½ år siden valgt som fællestillidsmand for omkring 85 kolleger.
Gik fra arbejdsmiljø-repræsentant til fællestillids-mand for 85
Efter mere end et årti som AMR i Rigsarkivet tog Niels Gravesen handsken op og gik efter posten som fællestillidsmand for omkring 85 kolleger omfattet af HK-overenskomsten. – Jeg vurderede, at jeg ville kunne gøre en stor forskel, siger han.Han har haft en lang karriere i Rigsarkivet, og på Niels Gravesens visitkort er hans titel ”Overassistent”.
I mere end 10 år var han kollegernes AMR, og for 1½ år siden kunne Gravesen så tilføje ”fællestillidsrepræsentant” til sine daglige arbejdsopgaver.
- Jeg ville give TR-arbejdet et skud, fordi jeg mente, at jeg ville kunne gøre en stor positiv forskel, siger Niels Gravesen.
Gennem sin mangeårige indsats med arbejdsmiljøet i Rigsarkivet har han tilegnet sig et godt overblik over organisationen, som har adresser i både Viborg, Aabenraa og i Odense. I dag er Niels Gravesen kollegernes fælles repræsentant, når der sammen med de øvrige faggrupper skal forhandles med ledelsen.
- Ledelsen er ny, og i forhold til tidligere er ledelsen mere koncern-interesseret end med fokus på historisk forståelse. Men jeg oplever lydhørhed fra Rigsarkivaren og den øvrige ledelse. Vi prøver at aftale os ud af tingene, understreger Niels Gravesen.
- Generelt er der en god stemning på møderne.
Henter gratis hjælp
I Rigsarkivet er Hovedarbejdsmiljøudvalget for nylig blevet lagt sammen med Hovedsamarbejdsudvalget til et Samarbejds- og Arbejdsmiljøudvalg (SAMU).- Vi vurderede, at det ville styrke arbejdet med arbejdsmiljø, siger Niels Gravesen.
Indimellem kan det imidlertid være nødvendigt med lidt ekstern hjælp for at få samarbejdet til at glide optimalt.
- Så derfor kontaktede vi Samarbejdssekretariatet. De er altid klar til at hjælpe dialogen på vej, fx ved at tydeliggøre hvilke roller og opgaver de enkelte medlemmer af SAMU har, påpeger Niels Gravesen.
Samarbejdssekretariatet hjælper både ledelse og medarbejderrepræsentanter og tilbyder rådgivning og vejledning, kursusafholdelse samt bistand til at håndtere konflikter i SU-arbejdet. Sekretariatet agerer altid partsneutralt.
- Forudsætningen for at finde en løsning på et problem er jo at tale om det. Samarbejdssekretariatet er dygtigt til at facilitere samarbejdet, forklarer Niels Gravesen.
De uorganiserede er et af de problemer, Niels Gravesen ser frem mod at få løst.
De store udfordringer
Når Niels Gravesen ser fremad, er der en række udfordringer, han som fællestillidsrepræsentant får øje på.
- Det er tit svært at få mine kolleger til at fortælle, hvad jeg kan hjælpe dem med. De er ikke så åbenmundede, og måske er de en anelse generte, vurderer Niels Gravesen.
- Det er min største udfordring, konstaterer han.
Og så er der en udfordring, som nok går igen på mange både statslige og private arbejdspladser.
- Det gælder de kolleger, som ikke er medlemmer af HK, selv om de er omfattet af vores overenskomst. Det er klart, at vi står stærkere, jo flere vi er, påpeger fællestillidsrepræsentanten.