Fra sønderjyde til vestjyde
Marianne Køpke er egentlig sønderjyde. Født i Sønderborg og udlært i Augustenborg Kommune i Skatteforvaltningen. Det var en daværende kæreste, der fik Marianne og hendes to børn til Ringkøbing midt i 80’erne. Hun søgte straks job hos kommunen, der dog ikke lige havde noget.
Det blev i stedet hos Tim Maskinfabrik, Marianne begyndte i det vestjyske i november 1985. Hun skulle hjælpe med det tyske marked, og tyske gloser var jo en smal sag for sønderjyden.
Værre var det straks, når hun fik de lokale og meget vestjyske landmænd i røret. Kollegerne måtte oversætte for de sønderjyske ører, der slet ikke var på bølgelængde med vestjysk dengang.
Efter kun to måneder i Tim ringede de fra kommunen med et job – men Marianne takkede nej. Man render ikke sådan af pladsen. Et halvt år senere, i sommeren 1986, var de der igen fra kommunen med en stilling
og så var Marianne tilbage på kendt område i Skatteforvaltningen.
Ret hurtigt kom Marianne ind i klubbestyrelsen i HK-klubben i Ringkøbing Kommune.
Og så er vi ved efteråret 1994, hvor Ringkøbing Kommunes daværende tillidsrepræsentant blev valgt til byrådet. Marianne blev foreslået som ny tillidsrepræsentant (TR), i første omgang kun for ét år.
-Men så kom Frank Svendsen, som var faglig konsulent i HK. Han mente, at jeg skulle på det første TR-kursus. Han har vidst, hvad han gjorde, for det var jo spændende, og så blev det til noget mere end ét år, smiler Marianne.
Hendes fagpolitiske interesse var for alvor vakt.
Marianne kom samme år ind som suppleant i bestyrelsen i Offentlig sektor i daværende HK Holstebro.
Foråret efter blev hun valgt ind i bestyrelsen, og allerede i 1996 blev hun formand for Offentlig sektor.
Også i 1996 kom Marianne i bestyrelsen for HK Kommunal som repræsentant for kreds 13, som det hed dengang, valgt på kongressen i Kommunal. Tillidsposterne i HK passede hun ved siden af sit almindelige arbejde.
Forrest i kommunesammenlægning
Et af de helt store projekter, Marianne var dybt involveret i som tillidsrepræsentant, var kommunesammenlægningen. Hun var en af hovedkræfterne for de fem kommuner, der blev til Ringkøbing-Skjern kommune. I øvrigt landets største kommune målt på geografien.
- Jeg var med i alle arbejdsgrupperne om sammenlægningen som personalets repræsentant. Det var en rigtig spændende tid og virkelig udfordrende arbejde med at forene fem forskellige organisationer og forme den nye kommune, husker Marianne.
Vi regner jo med, du bliver fællestillidsrepræsentant
Ansat i job uden indhold
Egentlig stod Marianne slet ikke til at være en del af kommunen. Hun var jo i Skatteforvaltningen, og Skat blev skilt fra kommunerne og en selvstændig statslig institution i årene op til kommunesammenlægningen.
- Jeg gik ind til Ringkøbing Kommunes kommunaldirektør og spurgte, hvad de ville med mig, når nu Skat forsvandt. Så fik jeg at vide, at ”vi regner jo med, du bliver fællestillidsrepræsentant, og med det og dit øvrige arbejde i HK, tror vi ikke på, du får tid til andet”. Jo, jo, men jeg var jo ikke valgt, og det var jo op til medlemmerne – ikke cheferne, smiler Marianne.
Hun blev ansat i borgmestersekretariatet fra 1. januar 2007 og blev også valgt til fællestillidsrepræsentant for den nye kommunes HK’ere samme år.
Mariannes job i borgmestersekretariatet var en stilling helt uden indhold. Jobbeskrivelsen var tom, og Marianne har den liggende endnu.
- Aftalen med Jette Delfs Clausen, der blev min chef, var, at jeg skulle sige, hvis jeg manglede opgaver, så skulle hun nok finde mig noget at lave. Det blev aldrig nødvendigt, husker Marianne med et glimt i øjet.
Marianne nåede lige præcis at have 25-års jubilæum hos kommunen, inden hun blev fuldtidsformand for HK Kommunal MidtVest. Det var HK’s kongres, der besluttede, at der skulle være fuldtidsansatte sektorformænd i HK’s lokalafdelinger.
Uddannelse og arbejdsmarked er hjertebørn
Noget, der ligger Mariannes faglige hjerte særligt nær, er uddannelse af HK’ere. I 1998 blev Marianne en del af elevudvalget og HK Kommunals ansvarlige for uddannelse.Lokalt har Marianne lagt en stor indsats for at sikre HK’ernes uddannelsesmuligheder. I mange år har hun siddet i bestyrelsen for Ringkøbing Handelsskole, og det gør hun stadig i dag, hvor det er blevet til UCRS, Uddannelsescenter Ringkøbing-Skjern. Her har hun i øvrigt også plads i det lokale uddannelsesudvalg.
Da hun i 2018 blev afdelingsformand for HK MidtVest, overtog hun også stolen i bestyrelsen for UCH, uddannelsescenter Holstebro, hvor hun også er i uddannelsesudvalget.
Arbejdsmarkedspolitikken har fyldt Mariannes formandstid, både på landsplan og lokalt, især gennem det Regionale Arbejdsmarkedsråd (RAR), hvor hun har været med til at sætte tydelige aftryk.Det er helt enormt vigtigt, at vi i HK er synlige og tydelige lokalt i det arbejdsmarkedspolitiske arbejde også.
- Det er helt enormt vigtigt, at vi i HK er synlige og tydelige lokalt i det arbejdsmarkedspolitiske arbejde også. Vi kender lokalområdet og det lokale arbejdsmarked, og vi kan være med til at sikre, at vores faggrupper også bliver set. Det er ofte håndværksfagene eller plejesektoren, der foreslås til positivlisten for opkvalificering. Færre har blik for, at også HK-fagene kan være relevante. Her har vi for eksempel råbt højt om, at vi havde flaskehalsproblemer på lægesekretær-området, fortæller Marianne.
På tærsklen til en ny hverdag
27. april går Marianne af som formand. Det sker på HK MidtVests repræsentantskabsgeneralforsamling.- HK MidtVest står et godt sted. Der er lagt ambitiøse og spændende udviklingsplaner for vores arbejde i de kommende år. Vi er en lokal fagforening med engagerede ildsjæle, både fagligt aktive og tillidsvalgte ude på arbejdspladserne og medlemsvalgte i HK. Vi har også et stærkt hold af ansatte, som er dygtige til deres fag og dedikerede til opgaven. Og vi har en god ledelse og bestyrelse til at sætte kursen. Jeg kan trygt give tøjlerne videre til en ny afdelingsformand i vished om, at HK MidtVest er godt på vej ind i en ny hverdag, slutter Marianne Køpke.