
Foto: Skattestyrelsen.
Hvorfor skifter du job?
Jeg blev færdig med en kontoruddannelse med revision som speciale i revisionsbranchen i august 2021. Bogføring er interessant, og jeg kan godt lide at nørde med bilag og regnskaber. Men jeg kunne mærke, at jeg blev meget stresset af de deadlines og det arbejdspres, der konstant er i revisionsbranchen. Så da jeg havde afsluttet mit toårige trainee-forløb, trængte jeg til at prøve noget nyt. Før jeg startede i revisionsbranchen, arbejdede jeg hos Gældsstyrelsen, så jeg kendte til at arbejde i en styrelse. Og min interesse for skat startede, da jeg tog finansøkonomuddannelsen.
Hvad skal du lave i dit nye job?
Jeg sidder med det, der hedder arbejdsgiverkontrol. Jeg kontrollerer virksomhedernes lønindberetninger til eIndkomst, der er det offentlige indkomstregister, hvor myndigheder og banker henter data om borgernes indkomst fx løn, SU og pension. Og jeg kontrollerer, om der bliver betalt korrekt skat af de goder, som virksomhederne stiller til rådighed i arbejdet fx en bil. Nu skal jeg ud på besøg i virksomhederne og kontrollere det arbejde, som de eller deres revisorer har lavet. Man skal lige vænne sig til at sidde på den anden side af bordet. Det er lidt grænseoverskridende i starten at være en myndighedsperson med beføjelser, som kan have en stor indvirkning på folks privatøkonomi, hvis der er ændringer til skatten. Vi hjælper virksomhederne med at betale det rigtige beløb i skat. Mange misforstår skattereglerne eller har svært ved at sætte sig ind i dem. Vi slår meget på, at vi vejleder. Man kan ikke direkte sige, at det er en service, for man skal jo betale skat, men som kontrolenhed kan man gøre det på en ordentlig måde. Det passer godt til en serviceminded person som mig, der kan lide at tale med mennesker. Arbejdet er langt federe, end jeg havde regnet med.
Hvilke udfordringer er der ved at skifte job?
Personligt har jeg ikke svært ved at starte et nyt sted og få nye kolleger. Det er spændende at lære noget nyt, så udfordringerne er faktisk en mindre del af det. Det er måske lidt irriterende at skulle starte forfra og være den nye i klassen. Skattestyrelsen har et superfint introduktionsforløb, hvor man bliver sat godt ind i tingene. Alle er rigtig gode til at tage hånd om en. Det gjorde det helt klart nemmere at starte i jobbet.