Uanset om du langer daglig- eller specialvarer over disken i en butik, indkøber varer på et kontor eller holder styr på virksomhedens lager, så er HK Handel fagforeningen for dig. Men vores branche spænder bredt, så nu vil HK Handel Hovedstaden opstarte fire netværk for de forskellige fagområder i handelsbranchen.

Det skal give medlemmerne muligheder for at sætte spot på det, der rører sig inden for deres felt – både i relation til løn, arbejdsmiljø, uddannelse og andet.

- Jeg håber, at de fire netværk kan hjælpe os med at komme tættere på de ønsker, som vores medlemmer i de forskellige dele af handelsbranchen har til os som fagforening. Derfor håber jeg også, at mange vil overveje at bidrage til det netværk, der passer til deres arbejdsområde, fortæller Sofie Berg Axelsen, som er formand for HK Handel Hovedstaden.

Idéen om de fire netværk blev lanceret på afdelingens generalforsamling den 1. marts, og efter planen sættes de formelt i gang med at arbejde efter sommerferien. Allerede nu har flere medlemmer vist interesse for at høre mere og evt. tage del i netværksarbejdet.

- Der er stadig mulighed for at melde sig på banen. I første omgang er det helt uforpligtende, og til en start bliver man sådan set bare taget med på råd ift. de emner, som netværket skal dække. Derefter bliver der mulighed for at deltage mere fast i netværkets arbejde og gøre en forskel for éns kollegaer, hvis man har lyst, forklarer Sofie Berg Axelsen. 

De 4 netværk dækker hver især over 1 af følgende områder:

  • Dagligvarebutikker
  • Specialvarebutikker
  • Kontor
  • Lager


Hvis man ønsker at høre mere om netværkene eller gerne vil tilmelde sig, så kan man kontakte administrativ medarbejder Jane Birkegaard på
jane.birkegaard@hk.dk.