Kvinde med vådt hår fra HK Privats OK23-kampagne

Den gennemblødte kvinde fra HK Privats OK23-kampagne.

Vi er godt på vej mod 500 indsendte postkort til OK23. Langt de fleste er digitale svar på hk.dk/OK23, hvor medlemmerne har kunnet svare på tre spørgsmål om deres arbejdsliv, resten som fysiske postkort, der bliver indsamlet ude på virksomhederne.

- Jeg er glad for, at 500 medlemmer allerede har svaret med mange udsagn og ønsker til OK23. På nuværende tidspunkt, hvor der er mere end en måned af indsamlingsperioden tilbage, er det tilfredsstillende. Jeg har en forventning om, at vi slår tallet fra OK20, hvor vi fik 18.897 udsagn, siger Simon Tøgern, formand for HK Privat.

HK Privat besøger 1.000 virksomheder i løbet af indsamlingsperioden. I denne og næste uge er der fokus på de virksomheder, hvor der ikke er en overenskomst. Herefter retter indsamlingen sig mod virksomheder med overenskomst.

- På virksomheder med overenskomst er tillidsrepræsentanterne primus motor i indsamlingen. Jeg kan kun opfordre til, at man bruger det OK23-materiale, som vi har fået udarbejdet. Og har man brug for inspiration eller hjælp, så tag fat i den lokale HK-afdeling, siger Simon Tøgern.

Indsamlingen af krav slutter den 29. maj. Når alle postkort, både fysiske og digitale, er landet, skal medlemmernes ønsker og krav sorteres og kategoriseres. Det arbejde munder ud i et oplæg, som præsenteres på et stort TR-træf, som holdes 1.-2. september på Hotel Comwell Kolding. 

Når tillidsrepræsentanterne har givet deres input, udtages de temaer, som HK Privat bærer med til forhandlingsbordet, på et sektorbestyrelsesmøde den 13. september.

Vigtigt, når du skal engagere kollegerne:

OK23’s side med indsamling af krav: hk.dk/ok23

Side med TR-materialer til OK23

OK23’s temaside