Sara Jensen på Jobpatrulje

- Det har givet mig sindssygt meget, og jeg har lært at kommunikere med både unge og arbejdsgivere. Inden jeg begyndte, var jeg bestemt ikke glad for at snakke med fremmede mennesker, men det gør jeg gerne nu. Også på bussen, siger Sara Jensen, 18-årig esbjergenser og elev på SOSU-skolen. 

Sara var med på Jobpatruljen i 2019, 20 og 21. Blandt sidste års deltagere var også Marie Madsen, der er 20 år og kokkeelev. Selvom hun bor i København, kom hun med i Sønderjylland, fordi en god ven var koordinator der, og det geografiske skift gav en ekstra bonus. 

- Jeg fik virkelig meget ud af bare generelt at tale med mennesker, der bor andre steder på andre måder. Når jeg går hjemme i min lejlighed i København og taler med mine venstreorienterede venner, kan jeg godt glemme nogle gange, at andre mennesker har helt andre ting, de går op i. Det er vigtigt at forstå, at mennesker er forskellige. Fagbevægelsen har brug for at huske det, siger hun. 

Gode venskaber garanteret

Jobpatruljen besøger unge fritidsjobbere i sommerlandet for at fortælle dem om deres rettigheder og tjekke de unges arbejdsvilkår. Denne sommer bliver det 43. år i træk, og de finder stadig problemer hvert år. De seneste år har patruljen lavet lidt over 300 interviews årligt med fritidsjobbere i Sydjylland. Målet er at forbedre forholdene for fritidsjobbere, men en ikke uvigtig sidegevinst for deltagerne er deres egne oplevelser. 

- Jeg har fået venner på turen, som jeg ellers ikke ville have fået. Jeg var ikke med til fest på turen, men vi mødtes, efter patruljen var slut. Det er super at møde nogle andre med andre baggrunde, hvor vi har et fællesskab om holdninger, siger Marie Madsen. 

- Man får hurtigt venner, og det er nogle megagode venskaber, man får ud af det, siger Sara Jensen. 

Da Sara kom med, opdagede hun, at hun heller ikke selv havde haft ordentlige forhold, da hun var ungarbejder i sin tid. 

- Jeg har arbejdet, siden jeg var 13, og det er gået op for mig, at det vist ikke lige var de rigtige forhold. Der var problemer med både løn- og arbejdsforhold og med arbejdsmiljøet, siger Sara. Marie supplerer: 

- Da jeg selv var ungarbejder i en forlystelsespark blev mine rettigheder konstant overtrådt. Jobpatruljen kom på besøg og fik sat fokus på det. Det gjorde det nemmere at sige til chefen, at nu var mit maksimale timetal nået. Det havde jeg sværere ved at få sagt før, siger hun. 

Marie Madsen på en sønderjysk gågade

Erfaringerne sætter varige spor

Marie er medlem af Enhedslisten og sidder i forretningsudvalget for Rød/Grøn ungdom. Her bruger hun sine oplevelser i Jobpatruljen.

- Jeg har fået større indsigt i rettigheder for ungarbejdere men også af vigtigheden af fagforeninger. Det har tændt en ild indeni mig. Jeg har villet lære om fagbevægelsen lige siden, dens historie og udvikling, siger hun. 

Sara kan ikke være ret meget med i Jobpatruljen i år på grund af sit studium, men hun vil stadig yde noget: 

- Det var helt nyt for mig at prøve frivilligt arbejde, og jeg fandt ud af, at det er virkelig godt at lave noget godt, også uden løn. Så nu har jeg efterfølgende undersøgt andre steder, hvor jeg kan være frivillig, og jeg skal begynde som samaritter, fortæller Sara. 

Sådan kommer du med


Det er HK og 3F, som driver Jobpatruljen med opbakning fra andre fagforbund.  Hvis patruljen finder brud på overenskomsterne, indberettes de til de pågældende fagforeninger, mens lovbrud meldes til myndighederne, f.eks. Arbejdstilsynet. I særligt grove tilfælde endog til politiet.  

Hvis du vil være aktivist eller kender nogen, der vil, så gå ind på www,jobpatruljen.dk/blivaktiv (Linket er udløbet pr 18/5 2022) og vær med til at forme årets kampagne. Vil du gerne vide mere først? Så kontakt HK Sydjyllands Jobpatrulje-koordinator Angelika Thøgersen på tlf. 28430475 eller angelika.thoegersen@hk.dk 

Her er Jobpatruljens køreplan for 2022. Transporten sørger Jobpatruljen for.

Uge 27:
Tirsdag d. 5/7 Aabenraa
Onsdag d. 6/7 Tønder
Torsdag d. 7/7 Haderslev og Vojens
Fredag d. 8/7 Sønderborg og Als
Lørdag d. 9/7 Esbjerg
Uge 28:
Tirsdag d. 12/7 Horsens og Hedensted
Onsdag d. 13/7 Billund og Vejen
Torsdag d. 14/7 Varde
Fredag d. 15/7 Vejle
Lørdag d. 16/7 Kolding