Illustration: Lars Andersen.
Fakta: Så mange mangler
I dag er mere end hver fjerde kommunale medarbejder over 55 år. Med den nuværende tilbagetrækningsalder betyder det, at 100.000 kommunale medarbejdere går på pension frem til 2030. Samtidig er optaget af elever i kommunerne faldende over en årrække.
Kilde: Pressemeddelelse fra Seniorpartnerskabet, den 2. juni 2022 og hk.dk
En af de største velfærdsudfordringer i dag er manglen på arbejdskraft, og kommunerne står allerede nu med store rekrutteringsudfordringer på en række områder. Derfor har Forhandlingsfællesskabet og KL lanceret Seniorpartnerskabet, der skal styrke den kommunale seniorindsats, skriver parterne i en pressemeddelelse.
Det initiativ hilser formand for HK Kommunal, Lene Roed, velkommen:
- Vi har rigtig mange HK’ere, som i de kommende år nærmer sig pensionsalderen. Derfor er det yderst relevant for vores område at kigge på, hvordan kommunerne kan skabe attraktive jobs for medlemmerne, for vi får i høj grad brug for de ældre medarbejdere, siger Lene Roed om udspillet.
Seniorerne har vigtige kompetencer
De ældre medarbejdere spiller en vigtig rolle på de kommunale arbejdspladser, hvor deres kompetencer og erfaring har stor betydning for løsningen af de kommunale opgaver. En styrket seniorindsats i kommunerne skal derfor give flere ældre medarbejdere lyst til og mulighed for at blive længere på arbejdsmarkedet.
- Jeg har selv lige været nede for at brevstemme i en borgerservice, hvor de har haft meget travlt op til valget den 1. juni. De har været så heldige, at flere pensionerede medarbejdere var villige til at arbejde og hjælpe til i forhold til valget, for det er guld værd at få de medarbejdere ind, som kender til en valghandling og har erfaringerne med og kompetencerne til arbejdet, siger Lene Roed.
Sørg for et bedre arbejdsmiljø
I udspillet hedder det bl.a., at flere ansatte, der nærmer sig pensionsalderen, skal have lyst til og mulighed for at blive længere på arbejdsmarkedet på en måde, som er hensigtsmæssig for både arbejdspladsen og den enkelte medarbejder.
- Vi ved, at arbejdsmiljøet er utroligt presset mange steder, og at det er noget, der bekymrer og optager medlemmerne. Hvis de seniorer, som hjælper til midlertidigt i borgerservice under valget, skal have lyst til at blive på arbejdsmarkedet, skal de kunne se sig selv i et godt arbejdsmiljø. Det er en helt afgørende faktor for, at vi kan fastholde mange flere i jobbet, siger Lene Roed.
Læs mere:
Seniordage og seniorbonus i kommuner og regioner
Bevar dit netværk: HK seniorer
Sådan bliver I en del af Seniorpartnerskabet
Kommunerne kan frem til 1. september 2022 tilmelde sig og blive en del af Seniorpartnerskabet. For alle interesserede holder Partnerskabet et digitalt kick-off d. 22. juni 2022 kl. 14 til 15. Tilmelding via KL’s hjemmeside. På Kick-off mødet er der mere information om partnerskabet, hvad det vil sige at være en del af det, og hvad man kan få ud af det som kommune.