Foto: Seneste kvartalsmøde for tillidsvalgte i HK Handel Midt var bl.a. med rundvisning hos Lemvigh Müller og god tid til at netværke og udveksle erfaringer med rollen som tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant.
- Jeg er glad for, at de tillidsvalgte kan mødes til vores kvartalsmøder, som vi har taget op igen. For møderne er en god mulighed for at træffe andre tillidsvalgte på tværs af områder og fag, og jeg har på de første to kvartalsmøder oplevet spørgelystne og aktive tillidsvalgte, der gerne vil netværke og klædes på fagligt. For eksempel da vi på seneste møde var på et interessant virksomhedsbesøg hos Lemwigh-Müller i Odense, fortæller Jens Pedersen, der er sektorformand for HK Handel Midt:
- Det er mit håb, at de positive udtalelser nedenfor fra Jeanett og Jan vil få endnu flere tillidsvalgte til at komme forbi til de næste kvartalsmøder, hvor de kan blive del af et fagligt inspirerende fællesskab. Vores næste kvartalsmøde bliver d. 5. oktober i Fabrikken, men jeg håber, at jeg inden da møder en del af de tillidsvalgte til nogle af de andre gode arrangementer, vi laver herinde på tværs af sektorerne.
”En god mulighed for at netværke og få sparring….”
- Jeg forsøger at deltage i HK Handel Midt’s kvartalsmøder for tillidsvalgte, fordi det giver inspiration, sparring og mange muligheder. Hvordan gør andre tillidsvalgte på deres arbejdsplads, og hvad kan man selv lære af det? Jeg er med på kvartalsmøderne, fordi jeg hele tiden gerne vil blive klogere på rollen som tillidsrepræsentant, og fordi du på møderne får skabt et godt netværk til andre tillidsvalgte, som du måske ikke møder andre steder.
- Netop netværket og mødet med andre tillidsvalgte giver god sparring. Det kan være om stort og småt, fra helt lavpraktiske ting til trælse sager, man skal have løst. Det er dejligt at have nogen at sparre med og at høre, hvordan andre har løst tingene på deres arbejdsplads. Den sparring er der også tid til på kvartalsmøderne. Derfor kan jeg kun anbefale andre tillidsvalgte i HK Handel Midt at tage med til møderne, fordi du får et stærkt netværk og bliver klogere på, hvad andre tillidsvalgte gør.
”….altid ny viden at hente”
- Jeg møder selvfølgelig op til kvartalsmøderne i HK Handel Midt, fordi der altid er ny viden at hente. Det kan både være, når vi taler om interessante temaer, som for eksempel stress, og når vi er ude og kigge på spændende virksomheder. Det er sindssygt vigtigt at være sammen med andre tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter, og jeg er lidt ærgerlig, når jeg hører tillidsvalgte sige, at de ikke har tid til at være med eller ikke kan finde en afløser. For virksomheden får løn for, at du som tillidsvalgt kan være med, lave noget netværk og lære noget nyt. Kvartalsmøderne er et sted at mødes, snakke og dele erfaringer. Jeg kan kun anbefale så mange tillidsvalgte som muligt at deltage i kvartalsmøderne!
- På næste kvartalsmøde senere på året skal vi tale om røveri, der er et træls emne, som det dog er vigtigt at tale om. I den slags situationer er det vigtigt, at både tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter står klar med noget i værktøjskassen, og emnet er et godt eksempel på, at der er vigtige ting på kvartalsmøderne. Det er samtidig os, der er med til at bestemme, hvad vi skal tale om. Det kan være alt fra 120 dages-regel over løfteteknikker til verdensmålene.