- Langt de fleste af os husker vores første job. Det første møde med arbejdslivet er spændende og udfordrende, og man vil rigtig gerne gøre det godt. Men som med alt nyt skal man lige lære det først.
- For selvom man er fyldt med gåpåmod og gerne vil gøre et godt indtryk, skal man passe på, at man ikke ender med at snyde sig selv. Derfor er det vigtigt, at landets ungarbejdere får styr på de mest centrale dele af deres arbejdsliv – hvilke krav de skal leve op til fra arbejdsgiverne, og hvilke rettigheder de har, lyder det fra Inger Stranddorf, afdelingsformand for HK MidtVest, og Henning Boye Christensen, formand for 3F Ringkøbing-Skjern.
Jobpatruljen afdækker hvert år de unges arbejdsvilkår i butikker, sommerlande og restauranter, og selvom forholdene bliver bedre på flere punkter, halter det stadig gevaldigt på andre.
For eksempel oplevede flere end halvdelen af de unge i 2021, at de ikke fik løn under sygdom, selvom de var berettigede til det. Det er vigtigt for de unge at huske at melde sig syge fra jobbet, og ikke selv begynde at bytte vagter med kollegerne.
- Det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt, at der er unge, der ikke får løn under sygdom. Arbejdsgiverne har et stort ansvar for at byde de unge godt velkommen på arbejdsmarkedet. Det er trods alt den arbejdsstyrke, der skal løfte opgaverne mange år frem i tiden på de danske arbejdspladser, siger Inger Stranddorf og Henning Boye Christensen.
Styr på arbejdslivet
Foruden løn under sygdom vil Jobpatruljen i år også have fokus på arbejdsplanlægning og arbejdstider og, at de erfarne kolleger tager godt imod de unge.
Én af de vigtigste rettigheder for unge til at holde styr på deres arbejdsliv er retten til at arbejde efter en arbejdsplan og kun stå til rådighed, når de får løn.
- De erfarne kolleger på arbejdspladserne har også en vigtig rolle i at tage godt imod de unge. De skal tænke tilbage på dengang, de selv startede i et job og huske, at de unge ikke kommer med den erfaring, de selv har opbygget. Selvom tempoet kan være højt, skal de erfarne huske at give plads til, at de unge kolleger kan lære, mens de arbejder, siger Inger Stranddorf og Henning Boye Christensen.
Plads til flere frivillige
Det er HK og 3F, der sammen står bag Jobpatruljen. Der er opbakning fra de lokale sektioner af FH, Fagbevægelsens Hovedorganisation, og dermed en række andre fagforeninger.
I 2021 nåede Jobpatruljen på sin rundtur i Midt- og Vestjylland at kigge forbi 1169 virksomheder og tale med 236 fritidsjobbere,
Knap 14 unge har allerede meldt sig som frivillige til Jobpatruljen 2022, fortæller Mia Kempf Jensen, der er ungdomskonsulent hos HK MidtVest og koordinator af Jobpatruljen i det midt- og vestjyske.
Overvejer du, om Jobpatruljen er noget for dig, kan du kontakte Mia Kempf Jensen på telefon 2764 3227 eller e-mail Mia.Kempf@hk.dk
Du kan også melde dig til Jobpatruljen her