Peter Holdt Christensen, professor på CBS, besøgte arbejdsmiljøkonferencen i 2021, hvor han fortalte om udfordringer ved hjemmearbejde. Arkivfoto: Jeppe Carlsen
Kolleger, der bliver ramt af stress. Arbejdspladsvurdering. Indretning af hjemmearbejdspladser. Som arbejdsmiljørepræsentant skal du holde styr på mange og meget forskellige opgaver. For at du kan løse opgaverne med overskud og overblik, inviterer HK Privat til arbejdsmiljøkonference, hvor du får den nyeste viden og nye vinkler på arbejdsmiljøarbejdet.
- Vi har sammensat et program, der rammer bredt. Lige fra arbejdsglæde og sundhedsfremmende aktiviteter til alvorlige emner som arbejdsskader og nedslidning. Så der er noget for alle, siger Gitte Geertsen, næstformand i HK Privat og ansvarlig for arbejdsmiljø.
- Vores største udfordringer er nok på det psykiske arbejdsmiljø. Vi skal have problemer med fx stress eller chikane frem i lyset og erkende, at det er fælles problemer, som skal løses i fællesskab, tilføjer næstformanden.
Arbejdsmiljøkonferencen holdes den 6.-7. september 2022 på Hotel Nyborg Strand.
Tid til at netværke
Over de to dage skal arbejdsmiljørepræsentanterne både lytte til fælles oplæg, arbejde i workshops og mødes afdelingsvis for at diskutere, hvordan det lokale arbejdsmiljøarbejde kan gribes an.
- Jeg håber selvfølgelig på, at arbejdsmiljørepræsentanterne kommer til at tage rigtig meget ny viden med sig hjem fra konferencen. Men også at de bruger dagene på at netværke og lære hinanden at kende både lokalt og på tværs af afdelingerne, siger Gitte Geertsen.
Gitte Geertsen satte sig i næstformandsstolen i begyndelsen af april. Dermed er det også første gang, at hun mødes med kun HK Privats arbejdsmiljørepræsentanter i en større sammenhæng. Og hun er lidt spændt på at blive klogere på, hvad det er der fylder i hverdagen for arbejdsmiljørepræsentanterne.
- Som organisation har vi rigtig meget viden om arbejdsmiljø. Jeg er nysgerrig på, om den viden kommer ud og leve i virksomhederne. Om arbejdsmiljørepræsentanterne har de værktøjer og materialer i den form, som fungerer for dem. Det håber jeg at få nogle gode input til, forklarer Gitte Geertsen.
Omkring 200 arbejdsmiljørepræsentanter forventes at deltage i konferencen. Sidste frist for at tilmelde sig konferencen er: 22. august 2022.
Se program og tilmelding