Hvorfor er forandringer så altafgørende nødvendige? Det er et af de spørgsmål, hjerneforsker Peter Lund Madsen vil besvare på HK Stats TR-konference 14. september.
Hvad ville du gerne arbejde med, hvis der var frit valg? Hvad synes du er sjovt? Hvad driver dig i dit job? Det er vigtigt at være bevidst om, når du som TR skal tale om udvikling og uddannelse med dine medlemmer. For kan du ikke mærke det hos dig selv, er det svært at fornemme det hos andre.
Det er ifølge konferencens arrangør, projektmedarbejder Kirstine Bredsgaard Kaarde, tankegangen bag det program, du kan opleve på HK Stats TR-konference 14. september i Fredericia.
- I en travl hverdag med en fyldt kalender glemmer vi nemt, hvordan det var som ung at stå over for et uddannelsesvalg og spørge sig selv: Hvad vil jeg gerne? Det er den følelse, vi skal have fat i igen, når vi skal vælge retning inden for kompetenceudvikling, siger hun.
På konferencens handleværksteder får du derfor både mulighed for at reflektere over din egen udvikling og konkrete redskaber til at tage motiverende samtaler med dine medlemmer.
Herudover vil du møde den kendte hjerneforsker Peter Lund Madsen i et plenumoplæg, hvor han vil gøre os klogere på, hvorfor hjernen ikke kan lide forandringer. Og så vil han afsløre, hvordan man kan få sin hjerne til at elske at lære nyt.
Når du har meldt dig til konferencen, kan du vælge 2 ud af 5 handleværksteder, hvor overskrifterne er:
- "Lær at skabe balance mellem arbejde og fritid" ved konsulent Naja Amelung
- "Bliv klædt på til "den motiverende samtale"" ved ledelsesrådgiver Julie Dalberg
- "Benyt adfærdsdesign og nudging i dine samtaler" ved erhvervskonsulent Lasse Due Andersen
- "Sæt ord på dine TR-kompetencer" ved organisationspsykolog Kim Judson
- "Skab rum og rammer for kompetenceudvikling" ved Kompetencesekretariatet
Tilmeld dig konferencen og se beskrivelser af handleværkstederne