HK.dk logo

Nyhed

Snus til videreuddannelse

Hvis du overvejer videreuddannelse, men er usikker på, om det er noget for dig, så har du nu mulighed for at blive afklaret. Komponent udbyder nemlig et 2-dages studieforberedende forløb, hvor du kan snuse til, hvad det indebærer at komme på skolebænken igen. Kurset er gratis for dig, som er ansat på en af HK Kommunals overenskomster, og ansøgningsfristen er 23. juli.

Går du med tanker om at videreuddanne dig, men synes, at det er lidt uoverskueligt? Måske er det også længe siden, at du sidst har siddet på skolebænken - og hvordan får man det lige til at hænge sammen med job og familieliv?

Hvis du kan nikke genkendende til ovenstående, så er 2-dages kurset ”Studieklar – studiestart” lige noget for dig. Kurset er for alle, som overvejer at læse kommunom, sundhedskommunom, akademiuddannelsen odontologisk praksis (AOP) eller andre former for kompetencegivende diplom-uddannelser.

DU BLIVER RUSTET TIL KRAV

På kurset, som udbydes af Komponent, får du viden om, hvad det vil sige at deltage i efteruddannelse, og du bliver rustet til de krav, der stilles på fx akademiuddannelserne. Det gælder både i forhold til undervisning, projektskrivning og eksamen.

Du får også et bedre afsæt for at gå i gang med efter- og videregående uddannelse, og du får redskaber til, hvordan man tilrettelægger undervisning, opgaver, læsning og eksamen, så du samtidig har tid og overskud til at passe job, familien og dig selv.

GRATIS AT DELTAGE

Det 2-dages kursus foregår hos både Komponent i Herlev og i Aarhus. Næste kursus finder sted i Herlev 23. og 30. august, og du kan tilmelde dig på Komponents hjemmeside. Ansøgningsfristen er 23. juli.

Kurset koster 3990 kroner, men det er gratis for dig, som er ansat på HK Kommunals overenskomster i kommuner og regioner. Her er det nemlig kompetencefondene, der betaler. Læs mere om kompetencefondene.