- vi har en aftale om, at vi skal nå sagerne samme dag, forklarer borgerservicespecialist Karina Nielsen.
Foto: Louise Munksgaard

Normalt er Karina Nielsen ansat som specialist i Folkeregistret og arbejder med al registrering med sagsbehandling, børnesager, kontrol af udlændinge, vielser og valg. Og nu er en opgave mere kommet til porteføljen, nemlig indrejse af ukrainske flygtninge.

Godt nok møder Karina Nielsen ikke de ukrainske flygtninge i fysisk forstand, men hun har bestemt bemærket, at de er kommet. For der er travlt. Rigtig travlt i Borgerservice.

- I Aalborg Kommune har vi organiseret arbejdet sådan, at det er Ydelse, der modtager ukrainerne og tager imod papirer, pas og indrejseblanketter – og så sender ydelsesmedarbejderne papirerne videre til os til sagsbehandling. Så slipper ukrainerne for at stå i kø to steder, forklarer Karina Nielsen.

Og selvom der også er alle de normale opgaver og et forsvarsforbeholdsvalg, der skal forberedes i maj, da Kommunalbladet er på besøg – så har de ukrainske flygtninge topprioritet, og de skal sagsbehandles samme dag.

- I Borgerservice sørger vi for, at de får lavet midlertidigt sundhedskort, meddelelse om personnummer og bopælsattest. Og så sender vi alle papirerne tilbage til Ydelse, som så kan hjælpe dem videre med bolig, børnepasning og eventuelt arbejde. Det er en god løsning for os alle, fortæller Karina Nielsen.

LÆRER NYE KOLLEGER AT KENDE

Hun kan godt mærke, at det er en særlig opgave – netop fordi alt andet bliver skubbet til side.

- Der er rigtig travlt. Men vi har en aftale om, at vi skal lave sagerne samme dag, så de kan komme videre i Ydelse. De kan nemlig ikke komme videre med noget, før vi har lavet papirerne – og det betyder jo, at ukrainerne må vente på penge, skole og beskæftigelse, indtil vi er klar, siger Karina Nielsen.

Udover at Karina Nielsen er glad for at hjælpe til med at få de ukrainske flygtninge hurtigere igennem, så synes hun også, at samarbejdet er blevet styrket. Ikke bare i Borgerservice – men på tværs af kommunen.

- Normalt har vi ikke så meget med ydelsesmedarbejderne at gøre, så det er spændende med en ny måde at lære sine kolleger at kende på. Det har været dejligt, at man virkelig har fået fornemmelsen af, at vi løfter i flok, forklarer Karina Nielsen