Smilende HK'ere i CPH holder diplom op

16. juni 2022 kårede den britiske rating-portal indenfor luftfart, Skytrax, Københavns lufthavn som den lufthavn i verden med den bedste grænsekontrol. En stor dag, som blev fejret af grænsekontrollanterne. Foto: Marie-Louise Rasmussen.

Da Øresundstoget nærmer sig perronen ved Københavns Lufthavn på denne formiddag i juli begynder trængslen ved togets døre at melde sig. Rejsende i alle udgaver flankeret af tasker og kufferter stimler sammen, som gjaldt det om at komme først. Måske fordi det er første sommer i et par år uden coronaens favntag og rejserestriktioner. Ikke desto mindre er blikkene rettet mod sporskiftet fra skinner til vinger, der venter på den anden side af de automatiske og lidt langsomme togdøre.

Herfra skilles de til alle verdenshjørner, og dem, der rejser ud og ind af Schengen-området skal igennem paskontrollen, hvor de civile HK’ere er det første og sidste møde med Danmark. Møder, der for de rejsende har været så gode, at Københavns Lufthavn 16. juni fik prisen for den lufthavn i verden med den bedste grænsekontrol.

Det styrker vores anseelse i politiet, men også udadtil. Vores faglighed kan noget.
- Martin Egestrand, grænsekontrollant og TR

Det er HK-grænsekontrollanterne og Københavns Politi, som æren tilfalder. De sidder i boksene i paskontrollen, som alle, der har rejst til og fra Københavns Lufthavn udenfor Schengen-området, har været forbi. Her tjekker de pas, ønsker god rejse eller siger ’velkommen hjem’.


Annie Berg og Martin Egestrand får snart nye HK-kolleger. Fra 1. september i år vil der være 130-150 civile HK-grænsekontrollanter i Københavns Lufthavn. Foto: Pelle Lindegaard Bügel.

Sidste år fik lufthavnen og Københavns Politis HK’ere i grænsekontrollen en 7. plads i samme kategori, som den eneste europæiske lufthavn i top10. Den er nu vekslet til 1. pladsen, men før beskeden tikkede ind midt i juni, var det ikke noget, hverken HK’ernes TR, Martin Egestrand eller hans kollega Annie Berg havde skænket en tanke:

- Nej, det er ikke noget, vi har gået og tænkt på. Det kom som et lyn fra en klar himmel, og vi er glade og stolte over prisen, siger Martin Egestrand, mens Annie Berg nikker bekræftende.
Det er den britiske rating-portal indenfor luftfart, Skytrax, der står bag kåringen. De anmelder hvert år verdens lufthavne indenfor en række forskellige kategorier, som grænsekontrol, restauranter, rengøringsstandard og meget mere. Det gør de blandt andet gennem fysiske og digitale spørgeskemaer til passagererne.

Grænsekontrol skal være en god oplevelse

54-årige Martin Egestrand og 62-årige Annie Berg er blandt de godt og vel 100 HK’ere ved Københavns Politis specialenhed for grænsekontrol i Københavns Lufthavn.

Selvom de netop har vundet prisen for bedste grænsekontrol, vil de ikke ophøje grænsekontrol som en decideret serviceydelse. Men måden de udfører arbejdet på, tager afsæt i ønsket om at sørge for en god og tryg oplevelse for de rejsende.

- Jeg tror, at én af årsagerne til, at vi har fået prisen, er vores tilgang til arbejdet. Det er ikke, fordi vi har lange snakke med passagererne og yder en masse forskellige serviceydelser. Vi er venlige, og vi møder alle, høj som lav, med et smil og ikke med nogle mistænkelige blikke eller en skummel mine, som det kan være tilfældet, når man rejser andre steder udenfor Danmark, siger han og fortsætter:

- Det er i hvert fald mine egne erfaringer, når jeg selv er ude at rejse, at der er mange måder at udøve grænsekontrol på, fortæller Martin Egestrand, der har været grænsekontrollant i lufthavnen i 5 år. Før det var han 25 år i DSB’s billetsalg.

En tilgang, Martin Egestrand benytter sig af, er at snakke med børnene og imødekomme deres umiddelbare fascination af uniformen og kontrolløren i boksen.

- På den måde får man blødt situationen op og menneskeliggjort mødet med autoriteten. Det er især relevant, når vi tager imod folk fra steder i verden, hvor møder med myndighedsautoriteter kan være forbundet med knap så rare og mindeværdige oplevelser, fortæller Martin Egestrand.

At aflevere et pas tilbage

Hvad der kan lyde som noget meget banalt, men som i paskontrollen er vigtigt for at give de rejsende en god oplevelse, er måden, hvorpå passet bliver afleveret tilbage til passageren, indskyder Annie Berg med engagement i stemmen.

- Man kan smide det tilbage i hovedet på folk og være ligeglad, eller man kan, som vi gør, klappe passet pænt sammen og række det tilbage i hånden på passageren, siger Annie Berg, der oprindeligt er uddannet psykoterapeut og har en fortid som HK’er i Politiets servicecenter.

HK’ernes faglighed kommer til sin ret

At blive anerkendt for det arbejde, der bliver lagt for dagen, er for Martin Egestrand et skulderklap til politiets civile HK’ere i lufthavnens grænsekontrol. Samtidig er det for ham også et bevis på, at HK’erne spiller en vigtig rolle i politiets opgaveløsning.

- Det styrker vores anseelse i politiet, men også udadtil. Vores faglighed kan noget. Også set i forhold, at der var et politisk ønske om, at HK’erne skulle overtage nogle opgaver, der kunne frigøre politibetjentene til de mere politifaglige og operative opgaver, som de er bedst til, siger Martin Egestrand.

Siden 1. januar 2015 er det de civile HK’ere, der har stået i forreste linje i grænsekontrollen i Københavns Lufthavn, efter at de overtog opgaven fra de uniformerede politibetjente. Tilbage i 2018 beskrev HK Statbladet med artiklen Lufthavnens venlige myndighed HK’ernes første år som grænsekontrollanter i Københavns Lufthavn.

Husk at smile til HK’erne i paskontrollen, når du rejser på sommerferie!

HK’erne i grænsekontrollen

  • Schengen-samarbejdet er EU’s samarbejde indenfor grænsekontrol. I alt indgår 26 EU-lande i ordningen. Rejser man mellem de 26 lande, skal man ikke igennem paskontrollen, da grænserne her er åbne. Cypern, Bulgarien, Kroatien, Liechtenstein og Rumænien er pålagt at indgå i Schengen-samarbejdet, men opfylder ikke kravene for at blive optaget i ordningen.
  • Selvom HK’erne er ansatte i politiet og bærer en lyseblå skjorte med mørkeblå bukser til, er deres uniform en anelse anderledes end politibetjentenes. HK’erne har påsyet ’Grænsekontrol’ på brystet, mens politibetjentenes skjorter er udstyret med politiets våbenskjold på ærmer og skuldre.
  • De har heller ikke samme beføjelser som de uniformerede politibetjente. De kan spørge ind- og udrejsende om eksempelvis formålet med rejsen eller passets gyldighed, tjekke om en udrejsende er omfattet af en fogedsag og lignende. Men så snart de får nys om, at noget ikke stemmer, tager politibetjente over. Det samme er tilfældet, hvis der opstår en konflikt med en passager.
  • Det er primært de civile HK’ere, der sidder i grænsekontrollen i Københavns Lufthavn. Om natten, hvor flytrafikken er begrænset, er det dog politibetjente, der bemander paskontrollen, ligesom de også hjælper til i den travle sommerperiode.
  • Ifølge Martin og Annie opfører 99 procent af passagererne sig ordentligt, mens det er den sidste ene procent, der kan opstå problemer med.
  • Til den ene procent af passagererne, der ikke opfører sig ordentligt, der tager vi autoriteten på os og gør det klart, at det er os, der bestemmer her. Respekterer man ikke det, så kommer der to uniformerede betjente og tager sig af det. Det må vi godt sige til folk, hvis de ikke opfører sig ordentligt i paskontrollen, siger Martin Egestrand.