Med input fra medlemmer, tillidsvalgte og afdelingsbestyrelsen har HK Handel Hovedstaden sammensat et tætpakket kursuskatalog, så du kan styrke din faglighed og få masser af ny viden og værktøjer, som kan gøre dit arbejdsliv lettere, sjovere og bedre.
Et af kurserne handler om konflikthåndtering med fokus på forebyggelse og nedtrapning af konflikter med kunder. Noget som er højaktuelt oven på HK Handels undersøgelse fra juni, der viste, at mere end 70 % af de ansatte i handelsbranchen har oplevet, at kunder har talt grimt eller nedladende til dem.
- Som fagforening vil vi gerne tilbyde kurser, der forbedrer arbejdslivet for vores medlemmer. Derfor er det helt naturligt for os at have fokus på kundekonflikter i vores nye kursuskatalog. Men der er også kurser, hvor man kan lære at forstå sin lønseddel, forhandle en god senioraftale og meget andet, lyder det fra Sofie Berg Axelsen, der er formand for HK Handel Hovedstaden.
Der er også udviklet et kursuskatalog for tillidsvalgte, så man kan blive klædt bedre på til opgaven som tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant og gøre en endnu større forskel for sine kollegaer.
- Jeg håber, at mange vil tage godt imod vores kursuskatalog og gå på opdagelse i det. Det er kvit og frit for vores medlemmer, så det er bare med at gøre brug af nogle af de mange tilbud, siger Sofie Berg Axelsen.
Kurserne i kataloget er spredt ud over efteråret og starten af 2023. Kursuskataloget for alle medlemmer af HK Handel Hovedstaden kan findes her, mens kataloget rettet mod tillidsvalgte kan findes her.