Det kan betale sig at tage regnemaskinen frem midt under inflationen. Modelfoto
Privatøkonomi: Inflationen buldrer, og priserne på alt fra smør til strøm og gas har siden nytår taget et stort spring op, og nye tal fra juli viser den højeste inflation siden 1983 med 8,7 procent. Samtidig fortsætter Ruslands krig mod Ukraine og ubalancen i den globale forsyning med at skabe stor usikkerhed om, hvad fremtiden bringer for priserne i supermarkedet og på din betalingsservice. Det får eksperter til at advare om en mulig firedobling af gaspriserne i den kommende vinter. Derfor kan der være tusindvis af kroner at hente ved at gøre noget for at spare på energien.
Energibesparelser er gode for klimaet, og på den store skala er hver sparet kubikmeter gas eller kørt kilometer med til at aflaste Danmarks og dermed Europas afhængighed af udemokratiske regimer.
Vi har samlet en række tip og gode råd til at spare på transport og energi fra blandt andre statens ansvarlige styrelse, Energistyrelsen, der har gode råd og en hotline med hjælp og sparetip og andre eksperter.
Generelle tip
Tjek dit forbrug løbende. Kend dine aftaler, og følg priserne på fx el, gas eller din lokale fjernvarme. På den måde kan du bedst sikre dig mod prischok - og selv gøre mest muligt for at skære ned på regningen.
Transport
Turen til og fra arbejde er for mange en stor udgift, uanset om det er bilen, bussen eller toget, der belaster budgettet.
I en undersøgelse blandt et repræsentativt udsnit af HK Stats medlemmer fra juni 2022 svarer 66 procent at de som oftest kører bil (eller motorcykel) til og fra arbejde. 25 procent cykler (uden el), 20 procent tager tog, bus eller metro, 8 procent går, mens yderligere 6 procent tager elcyklen. 34 procent svarer, at de har mere end 25 kilometer til arbejde, mens 37 procent har mellem 11-25 kilometer hver vej.
Bil – hver kilometer koster
Minimumsprisen for at holde en bil kørende er ifølge bilejernes interesseorganisation, FDM, mellem 3.000 og 4.000 kr. om måneden. Og mange glemmer at regne fx forsikring, nye dæk, pleje og bilens værditab med, når de ser på, hvad bilen egentlig koster, lyder det fra FDM. Prisen for en kørt kilometer er meget svær at gøre op selv for helt ens biler, da kørestil, dæktryk, trængsel og rute betyder meget. Men når alt er regnet med, ligger den typiske totalpris ifølge FDM på mellem 3-5 kroner.
Har du fx 50 kilometer hver vej til og fra arbejde, kan de 100 kilometer om dagen altså koste mindst 300 kroner. Eller 6.000 kroner om måneden. Det er vigtigt at kende den fulde pris, når man sammenligner med alternativer som offentlig transport, samkørsel eller cyklen.
Tog/bus/metro/letbane – Prøv et pendlertjek
Pendlerkort, fleksible pendlerkort, rejsekort, turkort, orangebillet. Der er mange muligheder. Hvis offentlig transport er en mulighed på din rute, kan du tjekke pris og sammenligne med, hvad den samme tur koster i bil (ifølge DSB/FDM) her: Pendlertjek - Spar penge, tid og CO₂ i dagligdagen som pendler | DSB
TIP: Hvad kan du gøre?
Kører du langt i din bil, kan du måske lave samkørsel med en eller flere kolleger noget af vejen? Regne på, om din bil passer til dit kørselsbehov.
Arbejde mere hjemme? Hvis du godt kan lide at arbejde hjemme, og din arbejdsplads giver mulighed, er der måske en besparelse at hente. Har du et pendlerkort, så udnyt det. Hvis du tager bilen hver anden dag, betaler du dobbelt. Tage cyklen, hvis du kan. Og hvis du cykler en gang i mellem, kan bare en enkelt cykeldag mere om ugen give dig endnu bedre ben - og færre træk på betalingskontoen fra rejsekortet.
Læs også: 5 sparetips fra FDM: Sådan kører du længere på literen
Strøm
Prisen på elektricitet er steget, steget og steget. Sammenligner man de første måneder af 2022 med de første måneder af 2021, er prisen på elektricitet mere end fordoblet.
TOP-3: De største strømslugere
- TV, computere og spillekonsoller - 35 %
- Vaskemaskinen - 20 %
- Køle- og fryseapparater - 16 %
Spar på strømmen – og brug den, når prisen er lavest
Det kan du gøre: sluk tv, computere og konsoller på kontakten. Fyld vaskemaskinen, vask ved korrekte lave temperaturer, og tør så meget som muligt på tørresnoren i stedet for tumbleren. Tjek at køleskabet og fryseren ikke er koldere end nødvendigt. Strømmen er billigst, når solen skinner, og når det blæser. Det betyder, at den laveste pris ofte er at finde midt på dagen og til dels om natten, så du kan spare penge, hvis du fx kan sætte din opvasker og vaskemaskine til at vaske på de billigste tidspunkter.
Få mange flere tip til at skære ned på dit elforbrug på OK.dk. Du kan se elprisen i løbet af døgnet på Sparenergi.dk/elpriser
Varme
Priserne på især gas er eksploderet i år, men også regningerne for mange andre varmekilder har fået voldsomme nøk op.
Danske boligejere med gasfyr kan se frem til seriøse prisstigninger på varmeregningen til vinter, hvor der ifølge videncenter for boligejere Bolius er udsigt til en gaspris på mellem 23 og 26 kroner pr. m3.
Ved en gaspris på 26 kroner havner årsregningen på cirka 47.000 kroner for et standardhus på 130 m2 – 4 gange mere end i 2019 og 2020, hvor prisen lå på 6–7 kroner pr. m3. Og det kan ende med et chok for dem, der ikke følger med i deres forbrug og priserne.
Jørgen Munksgaard Rasmussen er boligøkonomisk ekspert i Bolius. Han fortæller, at hvis de nyeste priser fra august fortsætter, vil gassen i den kommende vinter koste 24 kroner per kubikmeter.
- Jeg er ikke sikker på, at alle danskere har gjort sig klart, hvor store stigninger, der er på vej. Det gælder varmeregningen for mange, men det gælder også el, som er dobbelt så dyrt og i perioder koster 3 gange så meget, som vi har været vant til. For dem, der bruger el til at varme boligen op med, er det voldsomt, siger han.
Bor du i et mindre hus, en lejlighed, et nyere energihus, eller har du andre billigere varmekilder, kan prischokket blive væsentligt mindre. Men de fleste danskere vil kunne se stigningerne, når vinterens varme- og elregninger dukker op, lyder det fra eksperterne.
Tip til at spare på varmen
Hvad kan man selv gøre? Mange slukker helt for varmen i sommermånederne. Og jo længere, du kan vente med at tænde igen, jo mere kan du spare. Men hold altid temperaturen på minimum 18°C af hensyn til fugt og risiko for skimmel.
Skru ned. En grundregel er, at hvis du sænker rumtemperaturen med en grad, kan du spare 5 procent på dit varmeforbrug elle. Hvis du fx sænker temperaturen fra 22⁰C til 20⁰C og sparer 10 procent – og i den kommende vinter kan 10 procent altså være op mod 5000 kroner for husejere med gasfyr, elvarme eller gasbaseret fjernvarme, hvis prisen udvikler sig som forventet.
Indstil termostaterne ens. Luk døren mellem varme og kolde rum. Træk gardiner og persienner for om aftenen for at forhindre varmetab gennem vinduerne. Træk dem fra igen om dagen for at få lys og varme ind. Kortere bade? Spar på vandet - især det varme.
Få mange flere tip og læs mere på Sparenergi.dk Det er Energistyrelsens hjemmeside om elforbrug, varmeforbrug og energiløsninger i hjemmet og på arbejdspladsen.
Varmecheck udbetalt 10. august
400.000 husstande fik onsdag den 10. august fået udbetalt de 6000 kroner, der med varmechecken i marts blev indgået aftale om. Se mere på: 6000 kroner i varmecheck er udbetalt til 400.000 husstande - TV 2.
29 sparetip
Mange danskere kan også spare penge på fx deres mad, tøj eller digitale abonnementer. Vil du have flere sparetip, så tjek fx 29 nemme måder at spare penge på budgethuset.dk