Hør Heidi Skovsgaard fortælle om en af de pointer, hun har taget med sig fra Fag & Fremtid

Knap 550 deltagere var samlet i Odense, da Fag & Fremtid tirsdag-onsdag løb af stablen i Odeon i Odense. Hvad skal man kunne, når man arbejder med data? Hvordan får man den allerbedste kvalitet i data, og hvad er god registreringspligt? Det fik deltagerne svar på gennem forskellige workshops og fælles oplæg.


Lisbeth Nielsen, der er direktør for Sundhedsdatastyrelsen indledte konferencen med at fortælle om hele Covid-perioden, og hvordan alle de sundhedsdata, vi har bygget op i Danmark, var helt essentielle for at opbygge systemer til f.eks. testbestilling og prøvesvar, da corona buldrede afsted.

Administration er at finde oplysninger i millioner af data

Administrationsekspert Helle Mylund fik gjort dataarbejde konkret ved at slå fast, at data kræver administrativ praksis.

- Hele vores land bygger på administration. Det er vores fælles hukommelse. Gennem årene har der været medarbejdere, der har forholdt sig til, hvordan noget er kategoriseret, så man kan slå ting op. Det er en faglighed at kunne finde oplysninger i millioner af data. Det handler ikke om gamle dyder – administrationsfaget er et fag, hvor man har fordoblet kompetencerne, lød det fra Helle Mylund.

En af de deltagere, der er blevet klogere på, hvilke kompetencer, der er vigtige for HK'erne i fremtiden er Heidi Skovsgaard, der arbejder i senior og omsorg i Aalborg Kommune.

- Det er en vigtig kompetence, at kunne arbejde med data. Den vigtigste pointe, jeg tager med mig fra Fag & fremtid er, at det er enormt vigtigt, at vi får italesat i organisationen hvilke data, vi allerede har, hvad vi skal bruge dem til, og hvad vi får af merværdi, hvis vi anvender dem rigtigt. Vi skal have skabt en sammenhæng og lære at bruge kompetencerne, så vi kan bruge vores værdifulde data på nye måder. Tal kan ikke stå alene, der skal tale og forståelse bag. Men på den anden side skal vi også have tal og data, der understøtter forståelsen, forklarer Heidi Skovsgaard.