Moden kvinde udenfor

1. december går Joan Larsen på Arnepension. Foto: Lisbeth Holten

I 2013 fik Joan Larsen skiftet sit ene knæ ud. Året efter det andet. Tilmed med en del komplikationer, så det måtte ud og ind igen. Læg dertil slidgigt i ryggen og begge tommelfingre. Med andre ord: Joan Larsens krop er godt træt.

Så den 63-årige kalibreringssupporter hos Novo Nordisk er ualmindelig klar til at tage afsked med arbejdsmarkedet til december i år, når hun har rundet de 64 år. Tre år før folkepensionsalderen.

- Jeg har slet ikke været i tvivl. Jeg søgte på dag ét, fra det var muligt, og fik besked om, at jeg havde ret til tre års tidlig pension fem dage senere. Og jeg kan godt sige dig, at jeg var lykkelig!, fortæller Joan Larsen.

Oprindeligt er hun uddannet sygehjælper (som i dag hedder social- og sundhedsassistent). Det var i slutningen af 1970’erne. Det arbejdede hun som i 15 år, inden hun i 1991 startede som rengøringsassistent hos Novo Nordisk.

I en periode på 15 år var hun teamleder for rengøringen hos den store medicinalvirksomhed - hvor hun så siden 2010 har været supporter for kalibreringsudstyret.

- Det handler meget om dokumentation, men det er også et fysisk job med tunge løft med at hente og pakke udstyret ned. Så med undtagelse af min tid som leder har jeg haft et arbejdsliv med en hel del fysisk arbejde. Og det kan jeg altså også godt mærke. Jeg tager smertestillende piller hver dag for at kunne passe mit job, siger Joan Larsen.

Hun har overvejet, om det var muligt at blive tilkendt et fleksjob eller seniorpension (som kræver en varigt nedsat arbejdsevne på højst 15 timer om ugen). Men har også afskrevet det på forhånd.

- Det har jeg ingen forventning om, at jeg ville få noget ud af. Der skal man være endnu dårligere, end jeg er. Jeg kunne godt have gået igennem et revalideringsforløb, men jeg har simpelthen ikke orket at gå igennem den trædemølle, når jeg er ret sikker på udfaldet i forvejen, siger Joan Larsen.

Hun havde også muligheden for at gå på efterløn som så mange andre, der overvejer tidlig pension, har det. Det fik hun regnet lidt på, men det stod hurtigt klart, at det slet ikke var rentabelt. På grund af hendes pensionsopsparing ville hun blive modregnet virkelig meget i efterlønnen.

- Så det ville vi slet ikke have råd til. Så var der ikke kommet en Arne-pension, ville jeg nok have været tvunget til at blive på arbejdsmarkedet så længe som muligt. Det er jo ikke mange penge, jeg får i tidlig pension, og jeg må nok også begynde at trække på min pensionsopsparing, men det kan løbe rundt, siger Joan Larsen, der glæder sig til at få mere tid til sig selv og familien.

- Jeg skal til at gøre mere, der er godt for mig selv. Få noget mere motion for eksempel og ellers være sammen med min mand, der allerede er på efterløn - men også går over til tidlig pension - og mine børn og børnebørn.

Tidlig pension eller seniorpension?

Tidlig pension forholder sig alene til antal år, du har været på arbejdsmarkedet, og slet ikke til dit helbred. Det gør seniorpension. Her er betingelserne, at du skal have haft mindst 20-25 år på arbejdsmarkedet; at der er højst 6 år til folkepensionsalderen, og at din arbejdsevne er varigt nedsat til højest 15 timer om ugen i forhold til dit seneste job.