Næstformanden i HK Stat, Ulla Moth-Lund Christensen, opfordrer de statslige arbejdsgivere til at sætte langt mere fokus på bevægelse i arbejdsdagen under energikrisen. Foto: Mikkel Østergaard
Danmark og Europa står i en historisk energikrise. Krigen i Ukraine truer forsyningerne. Priserne går amok, og vi er på vej mod en vinter med alvorlig energimangel. Det kan endda komme så langt, at der bliver slukket for strømmen i kortere intervaller.
Så voldsom var beskeden 8. september på regeringens pressemøde. Som svar på den dystre melding, har regeringen præsenteret en plan for at spare på energien, og de offentlige arbejdspladser skal naturligvis også spare.
VIS HENSYN TIL LOKALE FORHOLD
Temperaturen indenfor i offentlige bygninger skal derfor sænkes til 19 grader senest fra den 1. oktober. Hospitaler, plejehjem og vuggestuer er undtaget, og der er plads til ’at tage hensyn til lokale forhold’, lyder det i aftalen, som kan læses på Klima-, energi-, og forsyningsministeriets hjemmeside.
I HK Stat mener næstformand Ulla Moth-Lund Christensen, at vi på grund af den alvorlige situation må acceptere koldere kontorer, men ikke blå fingre.
- Vi står midt i en historisk energikrise, og vi er alle nødt til at vise samfundssind. 19 grader er en meget lav temperatur på et kontor, hvor man sidder stille. Vi opfordrer derfor de statslige arbejdsgivere til at være opmærksomme på de særlige hensyn, som kan være på de enkelte arbejdspladser, siger hun.
HK STAT: SÆT GANG I BEVÆGELSEN PÅ DE KOLDE KONTORER
Hun opfordrer samtidig arbejdsgiverne til at benytte lejligheden til at gøre bevægelse i kontorlandskabet meget mere udbredt.
- Og ud over strikvanter, benvarmere og uldne sokker, så er det helt oplagt, at vi bevæger os mere. Vi ved i forvejen, at mere bevægelse i løbet af arbejdsdagen er sundt og forebyggende. Og der skal ikke nødvendigvis så meget til. Hvis man fx træner med en elastik i 10 minutter tre gange om ugen, kan det gøre en kæmpe forskel i forebyggelsen og afhjælpe smerter i nakke, skuldre og ryg. Og nu skal vi måske bevæge os endnu mere bare for at holde varmen.
LÆS MERE om variation i skærmarbejde, og se en video med gode råd her
- Så hvis din arbejdsplads ikke allerede er i gang, så sæt bevægelsen på dagsordenen i SU eller med din lokale ledelse, opfordrer hun og tilføjer, at HK Stat generelt opfordrer statens arbejdsgiver til at sætte fart på den grønne energiomstilling i statens bygningsmasse.
Skærmarbejde skal afbrydes regelmæssigt
HK Stats arbejdsmiljøkonsulent Betina Halbech peger på, at der i forvejen er regler for, at medarbejdere, som har fast skærmarbejde skal holde pauser. Arbejdet som er omfattet af de særlige bestemmelser i skærmbekendtgørelsen, skal ifølge reglerne ’tilrettelægges sådan, at det daglige arbejde ved skærmenheden bliver afbrudt regelmæssigt af andet arbejde, eller hvor dette ikke er muligt, bliver afbrudt af pauser, så sundhedsskadelige påvirkninger undgås.’
- Det er faktisk lovpligtigt at holde pauser, hvis man sidder ved skærmen hele dagen. Vi oplever desværre, at der er mange, som ikke er helt opmærksomme på, at de skal variere arbejdet eller holde pauser. Men når vi samtidig ved, hvor godt det er at bevæge sig i løbet af arbejdsdagen, kan man jo håbe, at de statslige kontorer vil sætte bevægelse mere i system nu, hvor vi også skal til at skrue ned for varmen, siger hun.
Variation med andet arbejde eller pauser bør afpasses efter, hvor intensivt skærmarbejdet er, og efter hvilke krav arbejdet stiller til blandt andet medarbejderens syn og opmærksomhed. "Det mest optimale for den enkelte medarbejder er det varierede arbejde med pauser," lyder det i Arbejdstilsynets retningslinjer for skærmarbejde.