Jeanett Drevsfeldt TR Magasin Odense. Foto: Jonas Majcherek Klingenberg.

Jeanett Drevsfeldt er tillidsrepræsentant i Magasin i Odense. Foto: Jonas Klingenberg.

For et år siden talte man ikke åbent om løn på Jeanett Drevfeldts arbejde. Men da de først begyndte på det, fik det en positiv effekt.

- Det satte gang i en masse. Der blev bedt om mange lønsamtaler i perioden bagefter. Også med resultater, siger Jeanett Drevsfeldt.

Den nye åbenhed om løn startede sidste år i forbindelse med indberetningen til HK Handels lønstatistik. Jeanett Drevsfeldt er tillidsrepræsentant i Magasin i Odense. Sidste år stod hun for at samle lønoplysningerne ind blandt kollegaerne og indberette det for dem. Det så hun som en mulighed for også at snakke mere generelt om løn.

- Flere kom med små bemærkninger om, at de troede, de lå lavt i forhold til de andre. Derfor opfordrede jeg dem til at tale åbent med deres kollegaer om, hvad de fik i løn. At det måtte de godt. På den måde kunne de faktisk finde ud af, om de fik mindre, siger hun.

- Samtidig mindede jeg dem om, at de havde ret til en årlig lønsamtale – de skulle bare bede om den.

Masser af fordele

På mange arbejdspladser kan det være grænseoverskridende at tale om løn. Jeanett Drevsfeldt ser dog primært fordele i, at man taler åbent om løn med kollegaerne.

- Hvis alle andre får 1.000 mere, hvorfor skulle man så ikke gå ind og bede om det til næste lønsamtale? Vi har snakket meget om, at der ikke går noget af mig, ved at min kollega får hævet sin løn til det samme. Det får jeg ikke mindre af. Det er vigtigt, vi får hævet bundniveauet. Desto nemmere er det for de næste at hæve deres niveau det yderligere, siger hun.

- Når man snakker åbent om løn, kan man også spørge ind til, hvordan kollegaen har fået sin lønforhøjelse. Man kan spejle sig i og sparre med hinanden om de gode argumenter til lønsamtalen.

Langt fra færdig

Selvom de er blevet bedre til at tale åbent om løn, så ser Jeanett Drevsfeldt stadig et arbejde forude i forhold til at holde fast i de gode vaner.

- Nu er der indsamling til lønstatistikken igen, og jeg tænker, jeg skal ud at gøre lidt af det samme som sidst. Det er en proces at gøre det mere normalt at tale om løn, siger Jeanett Drevsfeldt.

- Og så har jeg tænkt mig at spørge, om de faktisk har bedt om en lønsamtale det sidste års tid. Og hvis ikke, synes jeg, de skal overveje at gøre det.