Linda Reynolds Hansen har været tillidsrepræsentant hos Nomeco siden 2019.
Færre medlemmer i fagforeningerne er en overskrift, som er blevet gentaget siden starten af 00’erne. Men på nogle arbejdspladser går udviklingen i den anden retning – og det skyldes oftest en engageret tillidsrepræsentant.
En af de tillidsrepræsentanter er Linda Reynolds Hansen.
Hun er lagerspecialist hos Nomeco Healthcare Logistics i Køge, og når hun ikke sender pakker med medicin ud til hele verden, så tager hun sig af stort og småt for hendes 83 kollegaer ’på gulvet’, der er omfattet af HK Handels overenskomst.
Stor medlemsfremgang
Siden Linda Reynolds Hansen blev tillidsrepræsentant i 2019, er medlemstallet på arbejdspladsen kun gået en vej – og det er op. Da vi aftalte interviewet, var fremgangen i medlemstallet på 38,7 procent – og flere kommer til.
- Lige da jeg havde snakket med dig den anden dag, og vi lagde røret på, kom der en ny kollega og meldte sig ind. Når der bliver ansat nye herude, så fortæller vi dem om, at vi gerne vil have dem med i HK, for så er vi bedre stillet, fortæller Linda Reynolds Hansen, da vi mødes i lagerhallen på Nomeco.
For HK Sjælland har nemlig sat hende i stævne for at høre, hvordan hun arbejder med organiseringen som tillidsrepræsentant.
Om hun gør noget specielt, som vi andre kan lære noget af?
- Nej, nej, jeg er bare ærlig, siger Linda Reynolds Hansen og tænker lidt mere over spørgsmålet.
- Jeg tror også, det er fordi, de kan se, at når de kommer med nogle ting, så gør jeg det med det samme. Det bliver ikke bare lagt over i en bunke. Der bliver handlet på sagerne.
Læs mere om TR’s rolle og opgaver her
Alle skal behandles ordentligt
Sagerne spænder bredt på en arbejdsplads som Nomeco. Der er selvfølgelig kollegaernes individuelle sager, og her hjælper Linda Reynolds Hansen også de kollegaer, som ikke er medlem af HK.
- Hvis der er møder med sygdom eller noget andet, så tager jeg med – også selvom de ikke er HK’ere. Det kan godt være, at de ikke er medlemmer, men de skal stadig behandles ordentligt. Så jeg kommer med til samtlige møder efterhånden, siger Linda Reynolds Hansen.
Hun har også skabt mere generelle resultater på arbejdspladsen.
Nu er der tid til frokosten
Når lagerspecialisterne førhen skulle til pause, så stemplede de ud nede i lagerhallen, og derfra var der et stykke vej op til kantinen. For nogle tog det 5 – 7 minutter at komme frem. Vel at mærke minutter, der gik fra frokostpausen. Det fik Linda Reynolds Hansen lavet om på, så ind- og udtjekning nu foregår tættere på kantinen.
- Jeg brugte næsten halvandet år på at få det gennemført, fordi ledelsen blev ved med at sende den frem og tilbage. Jeg blev ved med at tage det op i samarbejdsudvalget, og til sidst virkede det, så nu har kollegaerne lidt mere tid til at spise. Så skal de ikke sluge deres mad, og de kan nå at drikke en kaffe og sludre med kollegaerne, forklarer Linda Reynolds Hansen.
Ligeledes fik hun hurtigt sat en stopper for, at ledelsen hang sedler med planlagt overarbejde op. Overarbejdet var planlagt flere uger frem, og det må arbejdsgiveren nemlig ikke. Men det førte også til en frugtbar diskussion om, hvordan de så kunne mindske overarbejdet – og i dag er puklen væk.
Her er fem gode grunde til at blive TR
Vigtigt at være synlig
På et stort lager som Nomecos er der mange medarbejdere, og der kommer mange nye til, mens andre stopper.
I starten afprøvede Linda Reynolds Hansen forskellige metoder til at være synlig på arbejdspladsen. Hun lavede for eksempel en boks, hvor folk kunne skrive om problemer, som de ønskede, at hun skulle tage op.
Med tiden er den praksis dog ændret til, at de fleste bare tager fat i hende løbende, når der er noget – og så kigger hun på det. Synlighed er vigtigt for en tillidsrepræsentant, og Linda Reynolds Hansen giver sig også tid til at gå rundt og tage en snak med alle en gang imellem.
Men hvordan passer man på sig selv, når man også skal passe på alle de andre?
- Ja, det kniber også en gang imellem. Jeg har travlt, men det er på den gode måde. Jeg går ikke hen og får stress af det. Hvis jeg har rigtig travlt, så spørger jeg også, om det er noget, som kan vente, til vi har lidt stilstand og har læsset biler. Men hvis det er noget akut her og nu, så ryger der en ekstra kollega ind og afløser, og så tager jeg den med det samme, siger Linda Reynolds Hansen.
En lille stikpille
Selvom medlemstallet er i fremgang, så er der stadig kollegaer, der ikke er medlemmer af forskellige årsager. Men hvordan får hun dem med?
I øjeblikket prøver Linda Reynolds Hansen at få et par kollegaer, som er stærke meningsdannere, til at melde sig ind. For som hun selv siger, så vil HK’erne være godt stillet med de kollegaers stærke stemmer. Men hun presser dem ikke. De kan dog godt få en lille stikpille i ny og næ.
- Hvis jeg kender dem godt, og vi kan lave sjov og ballade, så kan de godt få en stikpille i ny og næ, og hvis der har været et eller andet, hvor nogle synes, det er for dårligt – for eksempel, hvis der er overarbejde eller skiftende arbejdstider – så siger jeg: ’Hvis du havde været med i HK, så havde det nok været lidt bedre.’ Så griner vi lidt af det, siger Linda Reynolds Hansen.
Hvordan får arbejdspladsen en tillidsrepræsentant?
Kravet for at have ret til en tillidsrepræsentant er typisk, at der er ansat flere end fem medarbejdere inden for overenskomstens område. (I nogle overenskomster er kravet om antallet af medarbejdere lidt anderledes).
Vi anbefaler, at I tager kontakt til HK Sjælland, hvis I ønsker en tillidsrepræsentant. Vi er altid klar til at rådgive jer om krav og procedure.
Kontakt HK Sjælland på tlf. 7011 4545.