Kvinde med halstørklæde ved skrivebord

Netop i disse dage sætter efterårsvejret ind, og med en nært forestående vinter og en historisk energikrise oveni skal der spares på strøm og varme.

Det betyder, at regeringen tidligere på måneden vedtog, at de fleste offentlige arbejdspladser senest 1. oktober - og efterår/vinter ud - skal have en indetemperatur på 19 grader. I samme ombæring anbefaler Energistyrelsen, at private virksomheder også kun varmer arbejdspladsen op til 19 grader.

Men hvor koldt må der egentlig være på en arbejdsplads?

Ifølge Arbejdstilsynets vejledning på området bør temperaturen ved stillesiddende arbejde under normale klima- og arbejdsforhold ikke komme under 18 grader. Men det fremgår også af Arbejdstilsynets vejledning, at temperaturen bør holdes på mellem 20 og 22 grader.

Læs mere på Arbejdstilsynets hjemmeside

- Så vi kommer ikke uden om, at 19 grader ikke er det mest optimale. Men set i lyset af den energikrise, vi står i, bakker vi op om, at virksomheder bidrager til at spare på energien. Men det ændrer ikke ved, at der er nogle, som kommer til at synes, at det er koldt i forhold til, hvad de er vant til, og vil finde det ubehageligt, siger Gitte Geertsen, der er næstformand i HK Privat.

Du bliver meget påvirket af at fryse
Og der er stor forskel på, om temperaturen er 20 grader eller 19 grader, fastslår Lars Gunnarsen, der er professor ved Institut for Byggeri, By og Miljø ved Aalborg Universitet og ekspert i indeklima.

- Mennesker er superpåvirkede af, om de er i det, man kalder termisk komfort. Så vi skal helst ikke sidde og hverken fryse eller svede, for det påvirker vores sundhed, vores produktivitet og vores tilfredshed med livet generelt. Hvis du fryser, så tænker du også enormt meget på, at du fryser, siger Lars Gunnersen, der slår fast, at man godt kan arbejde fornuftigt ved 19 grader, men at det kræver, at du tilpasser din beklædning eller fysiske aktivitet.

- 19 grader er måske meget godt valgt. Det er muligt at klæde sig til den temperatur, og det skulle for langt, langt de fleste mennesker selv med stillesiddende kontorarbejde ikke give stive fingre eller kold næse, hvis beklædningen i øvrigt isolerer godt nok, forklarer professoren.

- Hvis man en gang imellem skal rende op på 4. sal og tilbage igen for at holde varmen, så hæmmer det også produktiviteten. Så virkemidlet er at tage mere tøj på. Måske 3-4 lag på kroppen og i hvert fald 2 lag på benene, siger han.

Søg også andre løsninger end at sænke temperaturen

I vejledningen fra Arbejdstilsynet anerkender de, at 18-19 grader vil føles koldt for mange. Derfor hedder det også, at arbejdsgiverne har en ”pligt til at se på, om det er muligt at indføre forebyggende foranstaltninger” - fx ved at have fysisk aktivitet i pauserne, som Arbejdstilsynet skriver.

Bliv klogere om temperaturer og træk på arbejdspladsen

Og ifølge næstformand Gitte Geertsen bør enhver arbejdsgiver naturligvis indgå i en dialog med sine ansatte om, hvordan man bedst kommer igennem de kolde måneder.

- For det dur selvfølgelig ikke, at man bare skruer ned og ikke tager sine forholdsregler. Det handler om, at medarbejderne skal trives og kunne passe deres arbejde bedst muligt. Det er i alles interesse. Og så forventer vi naturligvis også, at der tages hensyn til ansatte, som har særlige udfordringer, hvad end det er i forbindelse med deres helbred eller deres arbejdsfunktion, siger Gitte Geertsen.