Ved valgmødet kan du møde et bredt udsnit af de lokale kandidater, du kan stemme på, når vi danskere tirsdag 1. november 2022 skal til stemmeurnerne. Vi byder på sandwich og en forhåbentlig god debat.
Panelet ved valgmødet kommer til at bestå af folketingskandidaterne Carsten Kissmeyer (Venstre), Michael Norup (Det Konservative Folkeparti) Jeppe Søe (Moderaterne), Dennis Flydtkjær (Danmarksdemokraterne) Lone Vase Langballe (Dansk Folkeparti), Knud Nielsen (Nye Borgerlige), Carsten Bach Riis (Liberal Alliance), Marianne Karlsmose (Kristendemokraterne), Anne Paulin (Socialdemokratiet), Josefine Schlosser (Radikale Venstre), Karsten Filsø (Socialistisk Folkeparti), Maria Temponeras (Enhedslisten) og HC Molbech (Alternativet).
Det bliver én af landets mest anerkendte politiske kommentatorer, nemlig Hans Engell, der kommer til at styre valgmødet og stille spørgsmål til kandidaterne. Hans Engell har i mere end 30 år været en del af Christiansborg og fulgt politik på nærmeste hold som journalist og toppolitiker.
Deltagerne i valgmødet vil også kunne stille spørgsmål til kandidaterne.
Velfærd og klima blandt temaerne
HK støtter ikke bestemte partier eller politikere men samarbejder med alle, der vil hjælpe med at gøre Danmark til et bedre sted at arbejde.HK har i den forbindelse spurgt de midt- og vestjyske medlemmer om, hvad der er vigtigst ved det kommende valg, og de har peget på flere emner, som vil blive temaer på valgmødet. Emnerne er blandt andet:
/ Bedre velfærd.
/ Tiltag og investeringer til gavn for klima, miljø og natur.
/ Større økonomisk kompensation for stigende udgifter til opvarmning, transport og andet forbrug.
/ Retten til tidlig pension.
/ Dit arbejdsliv.
Åbent for alle interesserede
Valgmødet, der foregår i HK-Huset, Vestergade 43 i Herning, begynder kl. 18.00 og slutter kl. 20.00, og det er åbent for alle interesserede.
Det er ikke nødvendigt at melde sig til. Du møder bare op.