Husk på, at dit helbred er langt vigtigere end, at noget bliver stjålet. Foto: COLOURBOX
Det kan føles meget utrygt som medarbejder, hvis man tager en kunde i at stjæle. Og desværre viser nye tal, at antallet af butikstyverier er skudt i vejret på det seneste med en stigning på 23 pct.
Så hvordan håndterer du det, hvis du oplever eller har mistanke om et tyveri? Det har vi talt med Henriette Bjerg Mahrt, der er arbejdsmiljøkonsulent i HK HANDEL, om.
Lad den rigtige håndtere situationen
Det er næsten aldrig en god ide, at du som medarbejder selv konfronterer tyven. Ofte er det mennesker, der er meget pressede, som begår tyveri, og det er ikke til at forudsige, hvordan de vil reagere, når de bliver konfronteret.
Medmindre du er blevet særligt klædt på til at håndtere den slags situationer, så bør du derfor altid overlade ansvaret til en anden i stedet for selv at konfrontere tyven. Det kan du gøre ved at gå til din chef eller tage fat i en vagt, hvis I har sådan én.
Husk på, at dit helbred er langt vigtigere end, at noget bliver stjålet.
Tal om det på arbejdspladsen
Det er vigtigt at I på arbejdspladsen får talt godt sammen om, hvad I gør, hvis I opdager eller har mistanke om et tyveri.
Husk i den forbindelse, at jeres arbejdsgiver ifølge arbejdsmiljøloven har ansvar for at sikre, at arbejdet foregår sikkert, og at I er ordentligt klædt på til de opgaver, I udfører. Der skal være helt klare retningslinjer for, hvordan I skal forholde jer, hvis I oplever eller har mistanke om, at en kunde stjæler. Det er med det formål, at I ikke kommer til skade, hvis kunden bliver verbalt eller fysisk udadreagerende.
Din arbejdsgiver har også ansvar for at forebygge, at I overhovedet kommer i den situation. Fx ved at skilte tydeligt med overvågning, ved at ansætte vagter, butiksdetektiver osv.
Endelig har jeres arbejdsgiver ansvar for, at der er en plan for psykisk førstehjælp, hvis tyven bliver truende eller voldelig – hvis tyveriet med andre ord udvikler sig til et røveri.
Tal med din tillidsvalgte
Hvis du føler dig utryg, eller hvis du mener, at din arbejdsgiver ikke tager sit lovpligtige ansvar for din sikkerhed alvorligt nok, så bør du kontakte din arbejdsmiljørepræsentant eller tillidsrepræsentant med det samme.
Det kan få store konsekvenser for arbejdsmiljøet, hvis tyveri bliver håndteret forkert. I værste fald kan tyveriet udvikle sig til et røveri. Og røverier kan føre til traumer og arbejdsskader.
Kilde: Henriette Bjerg Mahrt, arbejdsmiljøkonsulent i HK HANDEL.