Mike fik mere med fra lønsamtalen, end han havde regnet med. Foto: Privat.
Mike Frydenlund Tørnblad var nervøs. Han vidste ikke, hvad han skulle forvente. Han havde været ansat i Circle K i 14 år, men det her var første gang, han skulle afholde en personlig lønsamtale.
- Det var nervepirrende. Man skal virkelig sælge sig selv. Jeg havde aldrig før prøvet på den måde at fortælle, hvad jeg er værd, og hvad jeg skal have, siger Mike.
En rundspørge blandt medlemmerne viser, at kun 32 % afholder lønsamtale hvert år, selvom de gennem deres overenskomst har ret til en årlig lønsamtale. 45 % har aldrig deltaget i en personlig lønsamtale.
Det er rigtigt ærgerligt, for rundspørgen viser også, at 2 ud af 3 medlemmer fik noget med fra deres seneste lønsamtale. En af dem er Mike Frydenlund Tørnblad.
En positiv oplevelse
Lønsamtalen kom i stand i forbindelse med, at han blev forfremmet til butikschef i Circle K. Inden lønsamtalen forberedte han sig ved bl.a. at tale med den tidligere butikschef om, hvad hun havde fået i løn.
- Når jeg ser tilbage, kunne jeg godt have forberedt mig bedre på samtalen. Først og fremmest skulle jeg nok have taget fat i HK, så jeg havde haft en professionel sparringspartner. Det havde nok hjulpet på nervøsiteten. Så havde jeg måske også haft modet til at sælge mig selv dyrere, siger Mike.
Alligevel endte lønsamtalen med at være en positiv oplevelse. Det var især på grund af Mikes leder.
- Min leder og jeg havde en god dialog. Han var helt nede på jorden og rolig gennem hele samtalen. Jeg var ikke i tvivl om, at han havde forberedt sig og sat sig ind i mine kompetencer. Det var også med til at gøre det til en god oplevelse.
Fik mere med fra samtalen end forventet
Mike gik ind til lønsamtalen med et ønske om en lønstigning på 1.500 kr. sammenlignet med den tidligere butikschefs løn, fordi han trods alt kom med 14 års erfaring fra virksomheden. Men det viste sig, at han havde skudt alt for lavt. Mikes leder syntes nemlig, at Mike var endnu mere værd. Derfor gik Mike fra samtalen med en lønstigning på 2.500 kr. sammenlignet med den tidligere butikschefs løn.
- Jeg havde ikke fattet, hvad jeg havde været inde til før et par dage senere. På den ene side var jeg lettet. På den anden side kunne jeg ikke lade være med at tænke, at jeg skulle have skudt højere. Men jeg var grøn dengang, og det er overvældende at sidde til en lønsamtale. Jeg var bare glad for, at jeg fik mere, end jeg havde forventet, siger Mike.
Mikes første personlige lønsamtale har været øjenåbner for ham. Han er heller ikke tvivl om, at han fremover vil bede om den lønsamtale, han hvert år har ret til.
- Når først man har prøvet det en gang – og det ikke var så farligt, som man gik og troede – så kan jeg ikke se, at det skulle være et problem at gøre igen. Næste gang vil jeg også være bedre forberedt på at skulle sælge mig selv. Til lønsamtalen må man godt være stolt af det arbejde, man har udført, siger han.
BRUG HK HANDEL INDEN DIN LØNSAMTALE
Som medlem af HK Handel kan du få en gratis snak med en løncoach, så du kan blive klædt ordentligt på inden lønsamtalen. Det kan få gratis løncoaching ved at kontakte din lokale HK-afdeling på tlf. 7011 4545.
Husk også at bruge HK Handels lønstatistik, så du kan se, hvad andre i lignende stilling tjener. Du kan også indberette din egen løn til statistikken her.