Til venstre en tilfreds chef, Anne Grethe Jepsen, og til højre en tilfreds ny medarbejder, Majbritt Friis Christiansen

Det var en markant begivenhed, da souschef Anne Grethe Jepsen skulle ansætte en ny administrativ medarbejder på Andelskartoffelmelsfabrikken Danmark (AKD) i Toftlund. De seneste 10 år havde hun kun ansat to personer på det lille kontor, og hun forudså ”et hav af ansøgninger”, som ville være en stor opgave at gennemgå for at finde den helt rigtige kandidat.

- Vi er kun tre personer på kontoret, og når man er så få, skal man kunne komme ud af det med hinanden. Vi skulle have den helt rigtige person, fordi god kemi er vigtig, og samtidig skulle det gerne gå hurtigt, siger Anne Grethe Jepsen. 

Virksomheden er stor med cirka 45 medarbejdere alene i afdelingen i Toftlund, men i administrationen har der siden grundlæggelsen i 1933 kun været i alt syv ansatte, så her er der ikke en fast ansættelsesprocedure. Anne Grethe Jepsen besluttede sig for at søge hjælp til opgaven. 

- Jeg havde hørt Karin Sloth Olesen fra HK JobBørs holde et oplæg i Tønder Erhvervsråds Administrative Netværk, og jeg havde gemt hendes brochure. Jeg kontaktede hende, og hun talte med vores bogholder Marianne og mig, afklarede behovet, og kort efter fik jeg fem ansøgninger fra interesserede HK’ere. Tre af dem kom til jobsamtale, og vi ansatte den ene efter anden samtale, fortæller Anne Grethe Jepsen.

Fangede interessen

Den udvalgte var Majbritt Friis Christiansen, 42 år og uddannet både som markedsføringsøkonom og kontorassistent. Hun var heller ikke vant til at være i en ansættelsesproces. 

- Jeg havde været næsten 10 år på kontor i et skadeservicefirma og tænkte, at det var ved at være på tide, at der skete noget nyt. Jeg ville gerne have et job med mere økonomi i, end der var i min daværende stilling, siger Majbritt.

God stemning på kontoret. Længst væk er det den tredje medarbejder, regnskabsansvarlig Marianne Schmidt

Majbritt begyndte at holde øje med stillingsannoncer, men der var ikke rigtig noget, som faldt i øjnene, før hun så i sin mail fra HK, at medlemmer kan oprette deres CV i HK JobBørs og få individuelt udvalgte stillingsopslag. Efter at have oprettet sig i databasen, begyndte hun at modtage de stillinger, der passede til hendes interesse og kompetencer.

- Jeg kikkede igennem, hvad der kom på mail, og efter et lille stykke tid kom det opslag, som fangede min interesse, fortæller hun. Resten er, som man siger, historie, for to samtaler senere sad hun i sit nye job, og det har hun ikke fortrudt. 

- Det var et spændende opslag til et job, som jeg kunne se mig selv i, siger hun. 

Anne Grethe Jepsen og rekrutteringskonsulent ved HK JobBørs Karin Sloth Olesen foran AKD's administrationsbygning

HK JobBørs er HK’s gratis tilbud til offentlige og private arbejdsgivere om hjælp til personalerekruttering. Formålet er at hjælpe det lokale erhvervsliv og HK’s medlemmer med det optimale match, når der er ledige stillinger der skal besættes.

- Det er arbejdsgiverne, som udvælger og ansætter. Vores opgave er at sætte spotlight på vores dygtige medlemmer, så deres kompetencer bliver set. Under processen har vi tæt dialog, og vi afslutter altid med en evaluering for at sikre, at rekrutteringsprocessen lykkes, siger Karin Sloth Olesen, rekrutteringskonsulent i HK JobBørs i Sydjylland. 

Slap for det besværlige


Selv om alle ansættelser er forskellige, er der også nogle fællestræk. Arbejdsgiverne leder efter deres nye medarbejdere både blandt folk, som ønsker at skifte job, og blandt de ledige.

Mange arbejdsgivere føler sig oversvømmet af ansøgninger, som ikke er relevante for dem. I HK JobBørs gennemgår medarbejderne databasen og udvælger passende kandidater til de konkrete jobs, som arbejdsgiverne udbyder. På den måde får arbejdsgiverne kun en håndfuld kandidater, som til gengæld er håndplukkede og et tæt match til den aktuelle stilling. 

- Ansættelsen var en vigtig opgave, og det var et godt forløb, fordi jeg fik lov at lave de spændende ting og lod Karin om alt det besværlige, siger Anne Grethe Jepsen med et smil og tilføjer: 

- Vi er glade for Majbritt på kontoret, og vi bruger gerne HK JobBørs igen.

 

Tønder Erhvervsråd er i en god og konstruktiv dialog med rekrutteringskonsulent Karin Sloth Olesen fra HK Sydjylland. Vi drøfter udviklingsmuligheder og udfordringer hos erhvervslivet i Tønder samt hvor HK JobBørs kan bidrage.

Vi er rigtig glade for, at et oplæg fra HK JobBørs på ét af vores netværksmøder i Tønder Erhvervsråd resulterer i en efterfølgende ansættelse af en HK'er i en vores større virksomheder.


Erhvervskonsulent Amit Mozumdar, Tønder Erhvervsråd

 

link til hk jobbørs i sydjylland

HK JobBøris i Sydjylland byder velkommen til både arbejdsgivere og arbejdstagere på denne side. Her er også mulighed for at klikke videre til den landsdækkende side.