Mia Edvardsen har sammen med Afdelingen for Udvikling & Uddannelse vundet prisen som "Årets innovative læreplads". Foto: Fonden for Entreprenørskab.
Der var store smil og varme knus til ”Afdelingen for Udvikling & Uddannelse" i Guldborgsund Kommune, da de tirsdag modtog prisen som "Årets innovative læreplads" ved en ceremoni i Dansk Arbejdsgiverforening.
Den store ære skyldes ikke mindst Mia Edvardsens arbejde.
Dels har hun indstillet afdelingen til prisen, dels har hun selv iværksat to innovative processer.
Anerkendelsen er desto mere imponerende al den stund, at Mia Edvardsen stadig kun er kontorelev i kommunen, men har altså formået at sætte to digitaliserings- og effektiviseringsprojekter i søen.
Digitalisering af personalemapper og telefoner
I sin elevtid har hun digitaliseret personalemapper for flere hundrede SOSU-elever, så de nu er i trit med GDPR-lovgivningen, og sådan at det digitaliserede materiale kan bruges til at trække statistik på eksempelvis frafald og se hvornår i uddannelsesforløbet, elever oftest falder fra - og så handle på det.
Desuden har hun udnyttet kommunens telefonsystem og skabt en langt mere effektiv telefonbetjening ved at ringe fra computerne i stedet for via telefoner – og dermed skabt nyttige telefondata.
Fx ved at genere, så man nu kan se, hvornår der var mest og mindst tryk på telefonerne og så indrette bemandingen efter det.