Et rum fyldt med folk og dagens program holdt op foran, så baggrunden er utydelig

Foto: Det var godt fyldt i salen i Mødecenter Fabrikken i Odense, da næsten 100 ledige var samlet for at få energi og inspiration til deres jobsøgning. Se programmet for dagen til sidst i artiklen.

 

Mette Fransson, der er ny-ledig, kaldte ligefrem dagen for en gave:

   - Jeg er uddannet laborant, men blev for nylig ledig og er nu i tvivl om, hvilken retning jeg skal i. Derfor tog jeg med i dag for at netværke og bare blive tanket op med ny viden, da det er nogle år siden, jeg sidst har søgt stillinger. Vi har fået gode inputs, der alle er fyldt med energi. Det har været overskriften på dagen herude, siger hun og tilføjer:

   - Så dagen her er en gave, og jeg vil gerne ud at møde folk i stedet for at sidde derhjemme. Generelt var det fedt i dag at stå op og have en dagsorden, trække sin kaffe, møde nye mennesker og tage noget ordentligt tøj på.

Sabrina Rasmussen og Mette Fransson

Foto: Sabrina Rasmussen og Mette Fransson var med til dagen. Mette kaldte bl.a. dagen for "en gave" og Sabrina roste dagens oplægsholdere for at gøre det hele håndgribeligt og jordnært.

 

Håndgribelige, visuelle og jordnære oplæg

De andre deltagere, HK Midt talte med i løbet af dagen, havde den samme oplevelse:

   - Jeg synes, at mange af tingene i dag er ting, man har hørt før og har med i bagagen, men det er også ting, man ikke bruger så tit. Så det gør en forskel, når man kommer ind til en interessant herre som Steen Kræmer, der fortæller og forklarer, så man griner og er med. Så får man en forestilling om, at man sagtens kan komme ind til den her jobsamtale og gøre det lige så godt, fordi han var så megagod til at fortælle om det.

   - Det samme gjaldt Christine Eis’ oplæg om din digitale profil, som jeg også var inde og høre. Det var rigtig fedt, fordi hun var god til at gøre det visuelt, tage sin egen profil med og sige sin mening. Jeg kendte i forvejen ikke så meget til LinkedIn. Alle oplægsholdere i dag har været rigtigt gode til at gøre det hele håndgribeligt, visuelt og jordnært, fortæller Sabrina Rasmussen, der er bachelor i offentlig administration. Hun skal nu, efter et vikariat hos sit praktiksted H.C. Andersen Festivals, ud og finde et nyt, spændende job.

Mødebord med papir og kopper samt hænder, der tager noter fra oplæg i salen

Foto: Der blev lyttet og taget noter hele dagen, både under de 3 fælles oplæg, i workshops og de mange stande.

 

Trivsel for ledige

Det var HK Midt’s Job- og vejledningsteam, der havde inviteret ledige medlemmer til inspirationsdagen og kunne melde om udsolgt:

   - Som medlemmer af teamet var vi rigtigt stolte af, at vi kunne tilbyde vores medlemmer denne dag. For som ledig kan man hurtigt både føle sig presset af de mange krav, men også af den meget tid alene. Tiden alene, uvished og afslag kan over tid påvirke selvværd og troen på egne kvaliteter både fagligt og personligt. Det var derfor energigivende at se, hvor mange der ivrigt og engageret deltog i dette arrangement, som var et frivilligt tilbud til vores ledige, lyder det fra Marianne, Sisse og Sarah, der havde arrangeret dagen:

   - Den feedback, vi har fået, har bekræftet, at vi som a-kasse også er vigtige på trivsel for de ledige. Mange har givet udtryk for, at det var givende og befriende at være samlet med andre i samme situation som dem selv. Mange har fået netværket og skabt nye relationer. Alle har fået skarpe faglige og personlige input med hjem. Det er vi rigtigt glade for. Trives vi som mennesker, føler vi os set og hjulpet, så performer vi bedre. Både som ansatte og som jobsøgende.

Steen Kræmer står foran PowerPoint-præsentation og holder oplæg om gode ansøgninger

Foto: Steen Kræmer, der har skrevet bøgerne "Scor jobbet til samtalen" og "Hit med jobbet", holder oplæg for medlemmerne om det at skrive en god ansøgning.

 

Positive erfaringer

Mary-Ann Vandsted, der er fagchef i HK Midt, glæder sig over de positive erfaringer med inspirationsdagen:

   - Der var en rigtigt god stemning undervejs, og det glæder mig, at så mange medlemmer på tværs af sektorer ville deltage. Samtidig har flere efterfølgende skrevet, at de var glade for dagen, muligheden for at netværke osv. Det var samtidig en stor fornøjelse at opleve det store engagement fra de medarbejdere, der var med omkring dagen. Det var tydeligt for mig, at både medarbejderne og de medlemmer, de mødte, var glade for at træffe hinanden i en lidt anden situation og ramme, end den de normalt mødes i. 

Kort med info ligger på et bord og en hånd rækker ned efter et af dem

Foto: I en af de mange stande var der vendespil med medlemsfordele og nyttig info i form af "vidste du?"-kort, som medlemmerne kunne tage med hjem.

 

Vejlederne i HK Midt sidder og poserer på HKs ladcykel

Foto: Det var HK Midts Job- og Vejledningsteam, der havde arrangeret dagen for de ledige medlemmer. Fra venstre er det: Sisse, Sarah, Ken, Marianne, Inge og Mette. Teamet består desuden af Søren, Nanna og Merete.

 

Her kan du se programmet for dagen:

Billede af tekst - dagens program. Ring til HK for at få læst op på tlf. 7011 4545