Aneta Wind fra Magasin (tv.), Magnus Rømer fra Power (midt) og Hanne Larsen fra BR (th.). Fotos: Privat.

Klokken var 6 om morgenen, men Hanne Larsen kunne allerede se de første 200 kunder stå i kø foran døren indtil BR i Rødovre. Hanne Larsen står ved kassen i butikken. For hende er der ingen tvivl om, at Black Friday er årets travleste dag. 

- Jeg er ansat til at sælge – og Black Friday får vi virkelig solgt. Der sker noget hele tiden. Dagen går hurtigt, selvom man er på arbejde så mange timer. Vi hjælper og støtter hinanden fra butikschefen og nedefter. Black Friday er en følelse. Jeg er færdig, når jeg kommer hjem, men det er dæleme også sjovt, siger hun.

Hanne Larsen oplever generelt, at kunderne er glade, fordi de gør en god handel, som de kan glæde børnene med. Men det er svært helt at undgå irriterede kunder.

- Det værste er, når kunderne ikke er søde ved mine yngre kollegaer. Når jeg skal side i frokoststuen med en kollega, som græder, fordi personen er blevet svinet til. Det kan være en vare, vi har tastet ind til en forkert pris, eller at min kollega er kommet til at scanne varen ind to gange. Så skal man have lov til at sidde og lige trække vejret dybt og få noget luft.

 

Sådan opfører kunderne sig på Black Friday

HK HANDEL lavede sidste år en rundspørge blandt medlemmerne om Black Friday. Her svarede 55 pct., at de syntes kunderne opførte sig værre end normalt, mens kun 6 pct. svarede, at de opførte sig bedre end normalt. 39 pct. svarede, at der ikke var nogen ændring.

Tarteletter på lageret

For de lageransatte i Power er Black Friday også en særlig dag. Tillidsrepræsentant hos Power i Odense, Magnus Rømer, fremhæver især det gode kollegiale fællesskab.

- Vi gør det til en hyggelig dag. Sidste år lavede vi interne konkurrencer. F.eks. hvem der hurtigst hentede en vaskemaskine fra kælderen og udleverede den til kunden. Eller hvem der gik flest skridt i løbet af dagen. Der er generelt et højere humør, fordi der sker noget hele dagen. Sidste år stod der en medarbejder i køkkenet og lavede tarteletter, så der hele tiden var mad, hvis man var sulten, siger han.

En rundspørge, som HK HANDEL lavede sidste år, viser, at Black Friday deler vandene. 43 pct. af medlemmerne har det helt fint med at arbejde på Black Friday, mens 57 pct. helst vil undgå det

 

 

Kunderne er mere tålmodige

Også i Magasin på Kongens Nytorv sørger ledelsen for lidt ekstra til de ansatte i form af aftensmad og snacks. Her er næsten alle på job i løbet af dagen. Salgsassistent Aneta Wind fremhæver, at Black Friday er hyggelig, bl.a. fordi de er så mange på arbejde. Og så hjælper det, at kunderne er blevet mere tålmodige.

- Black Friday er ikke længere så nyt. Kunderne er forberedte på, at der er lidt ekstra ventetid ved prøverummene og kassen og på at få fat på en medarbejder, siger hun.

- Jeg har det godt, når jeg har fri, for jeg har udført et godt stykke arbejde. Men jeg er også træt i hovedet. Der er meget støj med så mange mennesker igennem butikken. Jeg skal ikke snakke med nogen den første halve time, når jeg har fri. Der er det bare op med stængerne og lave ingenting, når jeg kommer hjem.