Dame, der skal til at nyse
Foto: Canva.com

Nye tal

På job med symptomer

Sundhedsstyrelsen har offentliggjort nye tal for danskernes adfærd i forbindelse med symptomer på smitsom sygdom, der bl.a. viser, at:

48 % er taget på arbejde eller uddannelse med ondt i halsen.
33 % er taget på arbejde eller uddannelse med hoste.
8% er taget på arbejde med feber over 38 grader.
47 % vurderer selv, at de kan tage af sted uden at smitte andre.
29 % tager afsted for ikke at belaste kollegerne med ekstra opgaver.

Kilde: SST.dk – befolkningsundersøgelse 2022


Sygdomssæsonen er over os, og det sætter mange i et tilbagevendende dilemma, hvis de får symptomer eller bliver sløje. For skal du blive under dynen, arbejde hjemme eller nappe et par hovedpinepiller og tage af sted alligevel?

Svaret er ret enkelt, siger HK Kommunals jurist:

- Hvis du føler dig syg, så er du syg, og så har du ret til fravær fra dit arbejde, siger Lina Gisselbæk Lauritsen, som er juridisk konsulent i HK Kommunal.

Det gælder også, hvis du ligger syg under dynen, og chefen gerne lige - bare hurtigt - vil have dig til at kaste et blik på noget. Det er god stil at tage telefonen, når arbejdspladsen ringer under din sygdom. 

- Du skal være opmærksom på, at du har ret til fravær, når du er syg. Der kan dog opstå situationer, hvor din arbejdsgiver eller kolleger har brug for en hurtig afklaring på et spørgsmål. Men du er ikke forpligtet til at gå i gang med en opgave, selvom chefen synes, du godt kan klare det fra sygesengen, siger Lina Gisselbæk Lauritsen, og uddyber:

- Juraen er helt klar, og retten har vi både i lovgivningen og i overenskomsterne. Men juraen møder også virkeligheden nogle gange, når man føler, at man godt kan svare på et par mails eller tage en halv hjemmearbejdsdag, siger hun.

Du har én opgave, når du er syg

Det er kun dig selv, der kan vurdere, om det er en hjemmearbejdsdag eller en sygedag.

- Man skal have et indre kompas, der kan pejle en i retning af, om det er en dag på hjemmekontoret hvis muligt, eller om man er syg og uarbejdsdygtig. De fleste kan presse sig selv til at løse nogle få opgaver, selv om de f.eks. ligger med feber, men det er en dårlig idé og en glidebane, og det kan hurtigt skabe en dårlig arbejdskultur, siger hun og fortsætter:

- Det er samtidig vigtigt, at vi på arbejdspladserne har en dialog om, at det er i orden at være syg, så det ikke bliver den enkeltes problem. Det er også vigtigt at holde fast, at sygdom er grund til lovligt forfald, det vil sige fravær fra arbejdet, siger Lina Gisselbæk Lauritsen og understreger: 

- Du har én vigtig opgave, når du er syg. Det er at sørge for at blive rask igen.

3 ting, du skal vide, når du melder dig syg 

  1. Det er en privatsag, hvad du fejler
    Du er ikke forpligtet til at fortælle din chef, hvad du fejler, og han eller hun må heller ikke spørge om det. Men det er god stil at oplyse – hvis du har en ide om det – hvornår du forventer at være tilbage, så din arbejdsplads evt. kan tage hensyn til dine kolleger og opgaver. Er du mod forventning ikke klar til den tid, kan du give besked om ændringen, og så er du selvfølgelig stadig sygemeldt.
  2. Din chef må ringe, men under ingen omstændigheder presse dig
    Bliver det nødvendigt, kan din chef af hensyn til kollegerne og dine arbejdsopgaver være nødsaget til at kontakte dig, selvom du har meldt dig syg. Det må han gerne, men han må under ingen omstændigheder forsøge at presse eller chikanere dig tilbage på arbejde igen. Hvis du oplever, at chefen ringer for at få dig hurtigere tilbage på arbejde, eller du på anden måde føler dig chikaneret af opkaldet, er det vigtigt, du kontakter din tillidsrepræsentant eller lokale HK-afdeling.
  3. Det er forskelligt, hvordan man skal melde sig syg
    Du skal så hurtigt som muligt melde dig syg. Men det kan være forskelligt fra arbejdsplads til arbejdsplads, hvordan, hvornår og til hvem, du skal melde dig syg. Tjek personalehåndbogen, eller spørg din tillidsrepræsentant eller chef, hvad der gælder hos jer. Det er dit ansvar, at sygemeldingen ender det rette sted, og bliver modtaget til tiden.

Har du spørgsmål eller brug for hjælp? Kontakt din tillidsrepræsentant eller lokale HK-afdeling på tlf.: 7011 4545.

Ret til fravær, når du skal til lægen

Sygeguide.dk - viden om sygedagpenge, lægeerklæringer, a-kasse mv.