Samarbejdspris 2022

Bagerst fra venstre: Steen Clausen, tillidsrepræsentant, Dansk Metal, Ansgar Wassmann, fællestillidsrepræsentant, Dansk Metal, Mads Andersen, næstformand i CO-industri og formand for 3F Industri, Jan Thomsen, tillidsrepræsentant,3F, og Claus Andersen, tillidsrepræsentant, Teknisk Landsforbund. Forrest fra venstre: Cherie Hylleborg, tillidsrepræsentant, HK, og Ulla Tønnesen, direktør. Fotograf: Kristian Brasen.

Kender du det farvestrålende køkkentøj af mærket Le Creuset? Så vil du sikkert synes godt om den lille detalje, at de franske potter og pander i støbejern er produceret på en maskine, der er opfundet og udviklet i Danmark.

DISA Industries A/S, virksomheden bag maskinen, er ikke bare dygtig til at producere støberimaskiner af høj kvalitet. Virksomheden kan også noget, når det handler om at skabe samarbejde og trivsel på arbejdspladsen. Derfor går CO-industris Samarbejdspris i år til virksomheden, der ligger i Taastrup ved København.

- Det handler meget om at få dagligdagen til at fungere. Vi er afhængige af, at produktionen kører godt, og det kræver en god dialog med ledelsen og mellem afdelingerne, siger Cherie Hylleborg, som sælger reservedele og er tillidsrepræsentant for HK’erne.

Samarbejdsprisen uddeles hvert år til en virksomhed inden for CO-industris område, der har fokus på samarbejdet mellem medarbejdere og ledelse. Vindervirksomheden får en statuette af kunstneren Stiig Kalsing, og medarbejderforeningen en check på 5.000 kroner, som de kan bruge til at fejre prisen.

Læs mere om samarbejdsprisen

Presset under corona

DISA Industries A/S har som mange andre industrivirksomheder været påvirket af coronakrisen, hvor efterspørgslen faldt, og man måtte sige farvel til mange medarbejdere.

- Men heldigvis kom vi hurtigt igen efter corona. Og jeg glæder mig over at se både nye og gamle ansigter. Gamle, fordi det må være et udtryk for, at kollegerne godt kan li’ at være her, når de vender tilbage, siger hun.

- Nogle gange kan tingene godt spidse til. Men her synes jeg, vi er gode til at holde den gode tone og opføre os ordentligt over for hinanden. Jeg oplever også, at hvis en kunde har problemer, så er alle klar til at smide, hvad de har i hænderne, og hjælpe, hvor de kan, siger Cherie Hylleborg.

Samarbejdsprisen blev uddelt den 7. november ved en lille højtidelighed i virksomheden. Mads Andersen, formand for 3F Industri og næstformand i CO-industri, havde fornøjelsen af at overrække prisen. Han sagde blandt andet:

”Det er en arbejdsplads, hvor der er fokus på dialog, og hvor medarbejderne inddrages og bidrager til løsninger - også når det er svære tider.”

- Vi er gode til at tage problemer med det samme, inden de vokser sig store. Jeg tror også, at det betyder noget, at vi er en virksomhed med afdelinger i mange lande. Så vi har en kultur, hvor der er plads til forskelligheder, siger Cherie Hylleborg.

- Og selv om der bliver færre industrivirksomheder i Danmark, har vi troen på, at DISA med den fortsatte udvikling af maskiner og produkter og det stærke samarbejde mellem medarbejdere og ledelse også vil stå stærkt i fremtiden, tilføjer HK-tillidsrepræsentanten.