- Vi flytter omkring 3.900 statslige arbejdspladser. Det handler om rimelighed. Staten tjener hele landet. Det handler om at skabe aktivitet dér, hvor der er brug for det.
Sådan faldt ordene fra daværende Venstre-statsminister og ophavsmand til udflytningen af statslige arbejdspladser, Lars Løkke Rasmussen, da han fra Folketingets talerstol i 2015 lancerede den første af de to udflytningsrunder.
Den vestlollandske købstad, Nakskov, med 12.500 indbyggere og flere års negativ strukturel udvikling på bagen, fik således 80 arbejdspladser til byen. Nota, nationalbiblioteket for mennesker med læsevanskeligheder, flyttede 180 kilometer sydpå fra København.
LÆS OGSÅ: Da HK Statbladet besøgte Nota
På trods af titlen som købstad og ønsket om at skabe aktivitet og vækst i de statslige arbejdspladsers nye og decentrale hjemstavne, er statens centrale indkøbsordning en sten i skoen. Det skriver Weekendavisen.
Lukket land for lokale leverandører
Nota må ikke købe papir og penne i den lokale kontorforsyning på torvet. Det gjorde de dog alligevel i de første par uger. Fra 2023 ophører frokostleveringen fra en lokal restauratør, fordi den skal ind under statens centrale indkøbsordning. Nota må ej heller være med i den lokale handelsstandsforening i Nakskov.
- Dét med at handle lokalt er blevet en stor skuffelse for mange i byen. Mange havde nok forventet, at Nota skulle støtte lokalt. Det vil Nota faktisk gerne, men det må vi ikke, fortæller en nakskovit, der er ansat i Nota, til Weekendavisen.
Studie: Udflytninger skaber ikke lokal vækst
Et studie fra sidste år fra Syddansk Universitet undersøgte de lokale effekter ved udflytningen af en række statslige arbejdspladser til Esbjerg, Ringkøbing-Skjern og Mariager, der fandt sted mellem 2004-2007.
- Vores studie viser, at udflytningen førte til flere statsansatte i de berørte kommuner. Udflytningerne havde dog ikke en effekt – hverken negativt eller positivt – på udviklingen i den private beskæftigelse.
Hertil forklarer forskerne bag, at håbet med at udflytte en statslig arbejdsplads er, at det skal gavne det lokale erhvervsliv og dermed den private beskæftigelse. Ingen af delene oplevede en nævneværdig vækst, konkluderede studiet, Udflytning af statslige arbejdspladser - Hvordan påvirkes beskæftigelsen på det lokale arbejdsmarked?
Lappede Lars Løkke på sit eget hul?
Tilbage i Lollands største by, Nakskov, åbnede Nota i oktober 2019 i det gamle rådhus. Et rådhus, hvis bygning og kommune blev til overs, da kommunalreformen i 2007 slog 7 lollandske kommuner sammen til én. Lolland Kommune fik i stedet til huse i sydhavsøens næststørste by, Maribo.
Ophavsmanden til centraliseringen, hvor 271 kommuner blev til 98, var Lars Løkke Rasmussen, daværende indenrigsminister.