Medarbejdere i jobcenter

I udlandet vil man lære af, hvordan danske jobcentre arbejder. Arkivfoto: Tom Ingvardsen. 

- Den hjælp, jobcentrene giver til de ledige, er evidensbaseret, og det er noget af det, som vi anerkendes for i udlandet. Sådan lyder det fra økonomiprofessorer og tidligere overvismand Michael Svarer fra Aarhus Universitet i NB Beskæftigelse.

Professorens udsagn står i skærende kontrast til den seneste tids udmeldinger fra Christiansborg, hvor toneangivende partier har talt beskæftigelsesindsatsen ned og krævet milliardbesparelser på jobcentrene.

For den danske beskæftigelsesindsats nyder ifølge Michael Svarer stor international anerkendelse. Professoren er for nylig blevet kontaktet af medier fra for eksempel USA, Frankrig og Japan, der vil høre om, hvordan man på det danske arbejdsmarked kontinuerligt kan levere lav ledighed, høj beskæftigelse og stor omstillingsparathed.

Arbejdsmarkedsmodel tages for givet

I en ny artikel i det amerikanske økonomiske tidsskrift ‘Journal of Economic Perspectives’ giver Michael Svarer sit bud på, for eksempel hvordan vi er gået fra en strukturel arbejdsløshed i omegnen af 11 procent i 90’erne til fire procent i dag.

Succes’en skyldes ikke mindst arbejdsmarkedsreformer, evidensbaseret aktiv arbejdsmarkedspolitik, Septemberforliget fra 1899 og stærke og omstillingsparate fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer, mener Michael Svarer.

Ifølge professoren bør vi i det hele taget være stolte af vores berømte arbejdsmarkedsmodel, ’flexicurity’, der betegner retten til at hyre og fyre, som modsvares af tilbud og hjælp til den enkelte i tilfælde af afskedigelse.

- Når politikere ser besparelser af jobcentrene som lavthængende frugter at skære i et udskældt beskæftigelsessystem, er det formentlig også, fordi vi er begyndt at tage vores fleksible arbejdsmarkedsmodel en smule for givet, siger Svarer til NB Beskæftigelse.

Jobcentrenes effekt skal ikke undervurderes

Han tilføjer, at det virker som om, at jobcentrene er blevet et tagselvbord til finansiering af andre forslag.

- Det er klart, at der bliver brugt mange penge på jobcentrene. Men man skal bare huske, at de har en stor effekt, som man skal passe på, at man ikke undervurderer, hvis man vil lave om i systemet, lyder det fra Michael Svarer.

Den tidligere overvismand fremhæver, at der fra udlandet i det hele taget er stor interesse for og stor opbakning til den måde, Danmark har indrettet arbejdsmarkedet på. Og han mener, det kan virke påfaldende, at debatten har været så hård herhjemme.

- Overordnet kan det virke paradoksalt. Derfor skal man huske at have nuancerne med i debatten. Når det er sagt, skal det selvfølgelig heller ikke være et argument for, at vi har den perfekte model, siger Svarer til NB Beskæftigelse.

Artiklen er opdateret 30. november 2022