Trist kvinde

Butiksmedarbejder skal lægge øre til lidt af hvert. Nu er Salling Group gået ind i et samarbejde med HK for at forsøge at stoppe overfusninger fra kunder. Foto: COLOURBOX

”Fatter du ingenting, din dumme kælling?!” ”Så åbn dog en kasse mere, idiot!” og ”Hvad fanden får du egentlig din løn for…?”

Ovenstående er blot nogle af de overfusninger, butiksmedarbejderne i føtex, Netto og Bilka oftere og oftere må lægge øre til.

Det får nu fagforeningen HK Handel og dagligvarekæden Salling Group til at gå sammen om en fælles indsats, som skal oplyse kunderne om problemerne med den hårde tone.

- Det er helt urimeligt, at man som ansat skal mødes med så grove ubehageligheder. Der eksisterer en usund kultur, hvor kunder tror, at de kan tillade sig hvad som helst, og det er medarbejderne, der betaler prisen. Derfor tager vi og Salling Group et fælles opgør med den slidte frase om, at kunden altid har ret, siger formand for HK Handel Mette Høgh.

Eskaleret de seneste år

Ifølge Louise Gade, der er HR direktør i Salling Group, er kundernes dårlige opførsel eskaleret de seneste år med både coronanedlukningerne og nu de stigende priser på dagligvarer.

Det kan i sidste ende gå ud over de ansatte, der både risikerer at gå ned psykisk på de mange overfusninger og helt miste arbejdsglæden.

- Vi har fuld forståelse for, at mange er pressede, men det må aldrig gå ud over medarbejdere, der passer deres arbejde og gør, hvad de kan for at hjælpe kunderne og yde en god service,” siger Louise Gade.

Hun understreger, at langt de fleste kunder er søde og ordentlige og at hverdagen i butikkerne er fuld af gode oplevelser. Men antallet af indrapporterede hændelser fra butikkerne taler samtidig sit tydelige sprog.

- Konkret kan vi se at antallet af anmeldelser om tilfælde af vold, overfald og trusler er steget fra 13 samme tid sidste år til 39 i år. Det er heldigvis de færreste situationer, der er så grelle, at de bliver indrapporteret, men udviklingen illustrerer en tendens, som mærkes tydeligt i alle vores butikker.

Arbejdsgivers ansvar

Den udvikling kan HK Handel nikke genkendende til. En undersøgelse fra 2022 viser at 80 procent af fagforeningens medlemmer indenfor butiksområdet i løbet af de seneste 12 måneder har oplevet at blive talt grimt til af kunderne.

Derfor understreger Mette Høgh også vigtigheden af, at arbejdsgiverne nu kommer på banen.

- Det er et problem, som vi ikke kan løse alene. Vi har brug for at arbejdsgiverne begynder at leve op til deres ansvar i forhold til medarbejdernes trivsel og hjælpe dem med de mange kundekonflikter. Jeg er derfor også glad for, at Salling Group tager første skridt ved at medvirke i indsatsen, siger hun.

Kampagnen sættes i gang ved indgangen til julemåneden, der udover masser af hygge og traditioner også er kendetegnet ved ekstra travlhed og jag.