Lene Roed. Formand for HK Kommunal

Formand for HK Kommunal, Lene Roed, minder de kommunale og regionale ledere om, at tillidsrepræsentanterne skal inddrages. Arkivfoto: Tom Ingvardsen. 

Spydspidserne i vores faglige fællesskab, tillidsrepræsentanterne, bliver ikke altid respekteret som de nødvendige aftaleparter, de bør være. Sådan konkluderer HK Kommunals formand, Lene Roed, i et indlæg i Netavisen Pio.

Formanden henviser i sit indlæg blandt andet til en ny, stor rundspørge fra HK Kommunal, der mere end antyder, at visse kommunale og regionale ledere i stigende grad ignorerer tillidsrepræsentantens berettigede forventninger om at blive inddraget i relevante forhold.

Det handler for eksempel om, at flere tillidsvalgte ikke i tilstrækkelig grad bliver inddraget ved forestående ansættelser og afskedigelser. Og mange steder modtager tillidsrepræsentanterne ikke relevante oplysninger om løn- og ansættelsesforhold for HK’erne.

- Tendensen bekymrer mig selvsagt. For tilsidesætter man de tillidsvalgtes aftalte rettigheder, mister man en væsentlig del af den dynamik, af den arbejdsglæde og af de udviklingsmuligheder, der gerne skal kendetegne hver enkelt arbejdsplads, skriver Lene Roed i sit indlæg.

Står på mål for de tillidsvalgte

HK Kommunals formand understreger, at man på langt hovedparten af de kommunale og regionale arbejdspladser heldigvis stadig forstår at respektere de tillidsvalgte og den værdifulde rolle, de skal og bør indtage. Hun henviser i den forbindelse til, at tillidsrepræsentanterne er vigtige aktører i den danske model, der bidrager til den fleksibilitet, der skal til for at opbygge nogle attraktive arbejdspladser.

Bliver tillidsrepræsentanternes rettigheder omvendt ignoreret risikerer vi ifølge Lene Roed, at arbejdstagere og arbejdsgivere bliver sig selv nærmest.

- Det kan meget nemt resultere i stilstand og i flere perspektivløse konflikter. Fra HK Kommunals side sætter vi naturligvis alle sejl til for at sikre vores tillidsvalgte de rette vilkår. Men bestræbelserne kan ikke bære frugt uden en pæn portion velvilje fra arbejdsgiverside, lyder det i formandens indlæg, der fortsætter:

- Så stor respekt til de ledere, der hver eneste dag tager den danske model og vores tillidsrepræsentanter alvorligt ude omkring på de kommunale og regionale arbejdspladser. Til de ledere, der beklageligvis endnu ikke har forstået værdien af et velfungerende tillidsmandssystem, er der bare at sige: Der er plads til forbedringer!

Er du tillidsvalgt?

Husk, at du kan læse dit nyhedsbrev for tillidsvalgte. Du får det tilsendt månedligt og kan også læse det her på hk.dk
Artiklen er opdateret 07. december 2022