Simon og Gitte

Simon Tøgern, formand HK Privat og Gitte Geertsen, næstformand HK Privat.

2022 blev et usædvanligt år! Vi startede optimistisk i takt med, at coronarestriktionerne blev afviklet. Men ud af ingenting kom pludselig en brutal krig i Ukraine, og vi skulle alle til at lære nye stednavne: Kyiv, Lviv og Kharkiv. Langsomt begyndte de affødte effekter af krigen at ramme os – først og fremmest i form af pludseligt stigende priser på energi og efterfølgende på praktisk taget alt andet.

Paradoksalt nok er langt de fleste virksomheders økonomi sund: God indtjening og fortsat stigende produktivitet. Det samme gælder den samlede økonomi: Fortsat rekordhøj beskæftigelse, statskassen bugner, og der er stort overskud på samhandlen med udlandet. Men de fortsatte prisstigninger begynder at bide!

I den politiske verden stod der reelt ”valgkamp” hen over det meste af 2022. Vi fik omsider folketingsvalget fulgt af historisk lange regeringsforhandlinger, som, mens dette skrives, kan ende op med hvad som helst. Mest sandsynligt en ”hen over midten-regering”. Vi afventer spændt udfaldet. I HK vil vi søge samarbejde med enhver ny regering, uanset hvordan den bliver sat sammen.

Den store opgave for HK Privat bliver overenskomstforhandlingerne i starten af det nye år. I HK Privat skal vi forny 23 landsoverenskomster foruden en lang række lokale virksomhedsoverenskomster. Det har vi forberedt os på gennem de seneste måneder på baggrund af tusindvis af input fra medlemmerne. Tak for det! Vi vil løbende orientere om forhandlingerne via nyhedsbrevene og på Facebook.

Vi ønsker dig og din familie en glædelig jul og alt det bedste i det kommende år!

Mange hilsner fra
Gitte Geertsen, næstformand HK Privat og Simon Tøgern, formand HK Privat.