HK Kommunals næstformand, Pia Lund Jeppesen, mener, at når du er syg, er du syg, og så skal du bliver hjemme fra job. Foto: Louise Munksgaard
Snot, hosten, kildren i halsen og hovedpine. Symptomer som ikke længere er nok til at stoppe 2 ud af 3 af HK Kommunals medlemmer i at gå på arbejde. I en ny rundspørge svarer hele 66 procent af HK Kommunals medlemmer, at de er gået på arbejde med sygdomssymptomer. Af dem svarer 34 procent, at de har været på arbejde med symptomer 1-2 dage, mens 18 procent er mødt ind syge i 3-4 dage og hele 14 procent er gået på arbejde selvom de havde sygdomssymptomer i mere end 5 dage.
Når man er syg, er man syg
De tal huer bestemt ikke HK Kommunals næstformand, Pia Lund Jeppsen. For når man er syg, er man syg!
- Jeg synes, at det er utrolig hurtigt, vi har glemt vores gamle corona-vaner. Når man er syg, skal man blive hjemme under dynen og sørge for at bliver rask – både for din egen skyld og for kollegernes skyld. At så mange medarbejdere føler, at de er nødt til at møde på arbejde med sygdomssymptomer, bør give stof til eftertanke for arbejdsgiverne, lyder det fra Pia Lund Jeppesen.
Det er nemlig bekymringen for ”min leders opfattelse af mig”, der får 14 procent til at møde syge på job og 28 procent kommer på arbejde fordi de er bange for at komme for langt bagud med opgaverne, mens 20 procent er bekymret for at kollegerne kommer til at hænge på bunkerne i stedet. 6 procent er decideret bange for at blive fyret, hvis de ikke tropper op jo arbejdspladsen, uanset hvordan de har det.
Man må have klare retningslinjer
Og kulturen på arbejdspladsen bør få lidt ekstra opmærksomhed fra ledelsen, når så mange møder syge på job.
- Som medarbejder må man ikke føle sig presset til at gå på arbejde, når man er syg. Derfor kan det være en god idé at have nogle klare retningslinjer. Når medarbejderne er nervøse for at svigte kollegerne, fordi de er syge, så kan det vidne om et for højt arbejdspres. Selvfølgelig skal det være legitimt at blive hjemme under dynen, når man er syg, understreger Pia Lund Jeppesen.
I undersøgelsen svarer knap hver anden – nemlig 48 procent, at de har taget en hjemmearbejdsdag, fordi de faktisk var syge. Og det på trods af at 63 procent af medlemmerne svarer, at deres chef opfordrer dem til at blive hjemme, når de har symptomer.
- Vi skal virke passe på, at det ikke bliver en glidebane, hvor medarbejdere arbejder hjemmefra, mens de er syge. Igen – når man er syg, er man syg. Der er det vigtigt, at lederen får markeret, at man ikke skal arbejde, når man er syg – og samtidig, at vedkommende nok skal hjælpe med at prioritere opgaverne, hvis det bliver for uoverskueligt, lyder det fra HK Kommunals næstformand.
Se hvilke rettigheder du har, når du er syg