Foto: DR, Gutkind Forlag, Mikkel Carl

Matador, Skønne verden, hvor er du? og Helle Helles Rødby Puttgarden er nogle af de kulturtilbud, som har handelsansatte i bærende roller. Foto: DR, Gutkind Forlag, Mikkel Carl.

Juleferien står for døren, og endelig er der tid til at fordybe sig i en bog eller se den film, man længe har haft i tankerne.

Desværre er der langt imellem fortællinger, hvor hovedpersonerne er fra vores branche. 

Derfor har vi lavet en liste med anbefalinger til juleferien, hvor det netop er de ansatte i handelsbranchen, som er i fokus. 

Matador (tv-serie, 1978-1982)

Danmarks måske bedste tv-serie. Derfor er det også fedt, at en stor del af omdrejningspunktet er forretningslivet – især tøjforretningerne – i Korsbæk. Matador handler naturligvis om så meget mere: intriger, familieværdier, magtkampe, utroskab, rigtigt og forkert, grisehandlere, migræner, nazister og veldresserede hunde. Kort sagt: Matador har det hele.

Last Christmas (film, 2019)

Alle i handelsbranchen ved, at det ikke ville blive jul uden os. Heldigvis findes der også julefilm med butiksansatte i bærende roller. En af dem er Last Christmas med Emilia Clarke (Game of Thrones). Hun er ansat i en butik, der sælger juleting året rundt. Da hun møder en mystisk fremmed, får hun langsomt øjnene op for de vigtige ting i livet. Filmen er hjertevarm og har tilmed danske Peter Mygind i en mindre rolle.

Elf (film, 2003)

En anden julefilm med en butiksansat i en bærende rolle er Elf. Will Ferrell spiller et menneske, som vokser op hos julemandens nisser (”elves” på engelsk). Han drager til New York for at finde sin biologiske far, hvilket skaber problemer pga. hans nissede opførsel. I New York forelsker han sig i Zooey Deschanel, der arbejder som butiksassistent i et storcenter. Plottet er gakket på den Will Ferrell’ske måde.

High Fidelity (film, 2000)

Hovedpersonen spillet af John Cusack ejer en pladeforretning. Filmen giver et skønt billede af, hvordan man ikke nødvendigvis er en god sælger, selvom man elsker sine varer. Det er dog først og fremmest en romantisk komedie. Her opsøger John Cusack sine tidligere kærester for at finde ud af, hvorfor hans forhold altid fejler, efter at danske Iben Hjejle har slået op med ham.

Notting Hill (film 1999)

En romantisk komedie af de helt store. Hugh Grant spiller en kejtet boghandler, der tilfældigt møder en stor hollywoodstjerne spillet af Julia Roberts. Omdrejningspunkt er romancen mellem det umage par. Men det er den underspillede humor og de skæve bikarakterer, der løfter filmen op til mere end bare en film i mængden.

Rødby-Puttgarden (bog, 2005)

I Helle Helles ny-klassiker følger vi Jane, der arbejder i ”Parfumen” på færgeoverfarten Rødby-Puttgarden sammen med sin søster. Romanen består af små hverdagshændelser og erindringsglimt. Det er enkelt beskrevet og giver et levende, humoristisk og kærligt billede af livet i Rødby på Lolland.

Skønne verden, hvor er du? (bog, 2021)

Succesforfatter forelsker sig i lagerarbejder i Sally Rooneys nyeste roman. Langt om længe en lagerarbejder i rollen som førsteelsker. Romanen handler om kærlighed, sex og parforhold – men også om forventninger til livet, kapitalisme og klimakrise.

Arbejdermuseet

Arbejdermuseet fortæller om arbejderbevægelsens udvikling gennem de seneste 150 år samt om leve- og arbejdsvilkår for danske lønarbejdere. Som medlem af HK har du gratis adgang. For nyligt modtog Arbejdermuseet som det første danske museum Europarådets museumspris. Vær opmærksom på Arbejdermuseets åbningstider.