Som du sikkert har bemærket, er der vildt oprør over regeringens forslag om at afskaffe store bededag fra næste år. Forslaget får dumpekarakter fra både partierne uden for regeringen og fra en samlet fagbevægelse. Men regeringen holder fast i, at vi ikke længere skal holde fri dagen efter, at vi har hygget os med varme hveder. Derfor har FH, Fagbevægelsens Hovedorganisation, lanceret en underskriftskampagne mod afskaffelsen af store bededag i håbet om at råbe regeringen op.
Simon Tøgern, formand for HK Privat, opfordrer dig til at skrive under på kampagnen, hvis du ikke allerede har gjort det. Men også at sende linket til dine kolleger på arbejdspladsen, så kampagnen sender et klart signal til regeringen om at tage forslaget af bordet.
Skriv under her
- Vores medlemmer ønsker ikke at øge arbejdstiden. Da vi forud for overenskomstfornyelsen spurgte medlemmerne, hvad de ønsker, at der skal komme ud af forhandlingerne, så fyldte temaer som mere frihed og mere fleksibilitet meget for dem, forklarer Simon Tøgern.
Selv om regeringen i sit forslag har lagt op til, at alle skal kompenseres med en højere ferieprocent, når store bededag bliver en almindelig arbejdsdag, så vil de af HK Privats medlemmer, der er nødt til at arbejde på helligdagen, miste penge.
- Medlemmer, der arbejder alle ugens dage året rundt, mister deres helligdagstillæg, som de har nu enten via deres overenskomst eller via lokalaftaler på arbejdspladsen. Det er der ikke taget højde for i regeringens forslag. Det er helt skævt, siger formanden.
At lovforslaget ydermere kommer i en tid, hvor der forhandles nye overenskomster for medlemmer på det private arbejdsmarked, er kun med til at gøre Simon Tøgern mere bister.
- Forslaget er et groft indgreb i fagforeningernes ret til at forhandle løn- og arbejdsvilkår for deres medlemmer. Og det sker, uden at regeringen har involveret arbejdsmarkedets parter, sådan som man normalt gør, når det drejer sig om arbejdsmarkedsforhold, siger Simon Tøgern.
I skrivende stund har flere end 220.000 skrevet under på Bevar Store Bededag, og jo flere, jo stærkere et signal sender vi til regeringen. Du får lige linket igen, og husk at sende det til dine kolleger.
Bevar Store Bededag
