rita bundgaard

- Tak til DI og Transparency for at anerkende vores arbejde og værdi for virksomhederne. En professionel og fagligt dygtig administration i det offentlige er en forudsætning for den førsteplads, men det kommer ikke af sig selv, understreger Rita Bundgaard.

Når udenlandske investorer og erhvervsfolk skal vælge et godt sted at drive forretning, peger pilen ofte på Danmark. Årsagen er ofte opfattelsen af et stabilt lavt niveau af korruption, som øger tilliden til myndighederne.

Den 31. januar offentliggjorde Transparency International sit årlige indeks, som igen placerer Danmark som nummer 1 og dermed verdens mindst korrupte land.

’Det skyldes især, at vi har forbedret os på oplevelsen af bestikkelse i forbindelse med import-/ eksporttilladelser, skat, offentlige kontrakter og kontakt med domstolene. Kort sagt, alt hvor kontakt med det offentlige er en forudsætning for at kunne få hverdagen til at fungere som virksomhed’, skriver Transparency International i en pressemeddelelse.

- Det er oprigtigt glædeligt. At have orden i penalhuset, er en fundamental del af vores internationale konkurrenceevne, udtaler formanden for Transparency International Danmark Jesper Olsen i en pressemeddelelse.

Danmark igen alene i front

150 lande er med i korruptionsindekset. Danmark fik en førsteplads i 2018, delte førstepladsen med andre lande i 2019, 2020 og 2021 og er altså igen alene på førstepladsen i 2022.

Også i det danske erhvervsliv er glæden stor over Danmarks førsteplads, og danske virksomheders vedvarende gode samarbejde med det offentlige. Et samarbejde, hvor man overordnet kan stole på, at ingen bliver forfordelt, og alt går rigtigt til.

- Et velfungerende og åbent samarbejde mellem myndigheder og erhvervsliv er af allerstørste vigtighed for alle virksomheder, der opererer i Danmark. Det samfund i verden, som opfattes mindst korrupt har en stor fordel. Både for virksomhedernes evne til at agere smidigt og hurtigt og for mulighederne for at tiltrække virksomheder fra udlandet. Det er glædeligt, at Danmark ligger øverst på korruptionslisten og går 2 point frem, og det er af allerstørste vigtighed, at vi bliver der, siger viceadministrerende direktør i DI Thomas Bustrup i den fælles pressemeddelelse fra DI og Transparency International.

De ord vækker glæde i HK Stat, der organiserer cirka 20.000 statsansatte.

- Tak til DI og Transparency for at anerkende vores arbejde. En professionel og fagligt stærk administration i det offentlige er en forudsætning for den førsteplads, men det kommer ikke af sig selv, og vi skal passe godt på det, siger formand for HK Stat Rita Bundgaard.

Det er et vigtigt budskab, at vi skal passe meget på med at tale den offentlige administration ned og anse det som overflødigt. Vi er verdensmestre, og det giver os en stærk position. Men det er ikke en selvfølgelighed, og forkerte politiske prioriteringer kan få store konsekvenser. Det kræver fortsat politisk fokus og vilje til investeringer i den offentlige administration at holde fast i den førertrøje, fastslår Rita Bundgaard.

Danmark sårbar

En høj score til Danmark, betyder dog ikke, at korruption ikke eksisterer herhjemme fastslår Transparency International.

Og Danmarks gode stabile placering udgør paradoksalt nok samtidig en risiko for, at vi bliver et attraktivt sted i den internationale illegale økonomi.

- Vi er sårbare overfor, at kriminelle penge finder vej hertil. Penge, der kommer fra Danmark eller en dansk bank, vækker ikke den samme opmærksomhed, som hvis de kommer fra lande med en helt anderledes placering på korruptionsindekset’, udtaler Jesper Olsen, der understreger, at Danmark med sin fine position også har et ansvar for at bekæmpe korruption ikke blot i Danmark, men i hele verden.

kort over korruption

Transparency International har igen kåret Danmark som verdens mindst korrupte land. Danmarks stabile placering i indekset udgør samtidigt en risiko for, at Danmark bliver et attraktivt sted i den internationale illegale økonomi, advarer organisationen.

 

Danmark scorer 90 ud af 100

Transparency International er en global, partipolitisk uafhængige NGO, hvis overordnede formål er at bekæmpe korruption og bestikkelse overalt i verden.

Den 31. januar offentliggjorde Transparency International det årlige Corruption Perceptions Indeks. Indekset er den årlige måling af opfattelsen af korruption i 180 lande verden over. Hvert land får tildelt en score fra 0 til 100, hvor 0 er opfattelsen af meget korruption og 100 er opfattelsen af et meget lavt niveau af korruption.

I år har Danmark førstepladsen på indekset med 90 point – en forbedring på to point fra 2021.

Kilde: Transparency International Danmark