Du kan bl.a. møde Özlem Cekic (foto af Les Kaner), Annette Godsvig Laursen og Rita Bundgaard på HK Stat Sydjyllands generalforsamling.

 

Der er stærke kvinder på plakaten, når HK Stat Sydjylland inviterer til generalforsamling fra kl. 16.30 på kvindernes internationale kampdag den 8. marts.

Özlem Cekic, der bl.a. er forfatter og stifter af netværket Brobyggerne, lægger ud med at holde et foredrag, der tager udgangspunkt i hendes egen familie og kampen for ligestilling.

”Min mormor fødte 13 børn, hvoraf halvdelen af dem ikke overlevede, men da hun pludselig blev alene i en totalt mandsdomineret landsby i Tyrkiet, havde hun udover sine egne børn også seks plejebørn. Hun var en fantastisk stærk kvinde, der var feminist uden at vide, hvad ordet betød. I hele sit liv kæmpede hun for at være selvstændig. Jeg fortæller min mormors, mors og min egen kvindehistorie. De fælles ligestillingskampe, og hvordan de ligner vores hvide søstres kampe,” fortæller Özlem Cekic om sit foredrag.

 

Optakt til OK24

Som en optakt til de kommende overenskomstforhandlinger på statens område, kommer HK Stats sektorformand Rita Bundgaard forbi og fortæller om, hvad der indtil videre er på forhandlingsbordet, og hvor HK Stat vil lægge sit fokus.

Herefter vil der blive serveret en god middag, hvorefter den ordinære del af generalforsamlingen vil gå i gang.

HK Stat Sydjyllands formand Annette Godsvig er ikke på valg i år, men det er til gengæld tre bestyrelsesmedlemmer, hvoraf kun de to genopstiller.

Vil du med? Så tilmeld dig her senest den 1. marts.