Marianne Glintborg, afdelingssektorformand HK Privat Midt

Foto: Marianne Glintborg blev genvalgt som formand for HK Privat Midt på årets generalforsamling 2023. En aften, der også bød på involvering af medlemmerne i form af et fremtidsværksted, hvor de kunne komme med input til et fremtidigt HK.

 

Jeg vil gerne sige medlemmerne tusind tak for, at der fortsat er tillid til mig som sektorformand for HK privat Midt. Det betyder, at der er to nye spændende år i vente, og jeg brænder fortsat for det politiske arbejde med at lede HK i den rigtige retning til gavn for medlemmerne
-Marianne Glintborg, formand HK Privat Midt

 

    -Der skulle vælges nye bestyrelsesmedlemmer og efter kampvalg til både ordinære bestyrelsespladser og til suppleantpladser har vi nu fået sammensat en ny bestyrelse. Det er skønt, at så mange har interesse i at være en del af og have indflydelse på det politiske arbejde i HK Privat Midt. Bestyrelsen skal fortsat arbejde med og udvikle de politiske strategier til gavn for medlemmerne, og der er nok at tage fat på, fortæller Marianne Glintborg:

    - Vi har haft gang i en række forskellige udviklingstiltag, som jeg personligt glæder mig til at arbejde videre med i den nye bestyrelse, hvor der både er rutine og nye kræfter med.

 

Fremtidsværksted gav input fra medlemmer

Undervejs i generalforsamlingen var der, i forbindelse med formandens mundtlige beretning, arrangeret et fremtidsværksted for medlemmerne:

    - Det var faglig konsulent Anne Marie Wils fra HK Privat Midt, der stod for aktiviteten, hvor medlemmerne kunne komme med bud på deres ønsker og behov omkring et fremtidigt HK. Det blev en rigtig fin seance, og jeg vil gerne takke de fremmødte for at komme med input til det videre arbejde og for at gøre deres demokratiske indflydelse gældende, lyder det fra Marianne Glintborg.

 

”Tak for tilliden…”

For Marianne Glintborg betød generalforsamlingen samtidig et genvalg som sektorformand:

    - Jeg vil gerne sige medlemmerne tusind tak for, at der fortsat er tillid til mig som sektorformand for HK privat Midt. Det betyder, at der er to nye spændende år i vente, og jeg brænder fortsat for det politiske arbejde med at lede HK i den rigtige retning til gavn for medlemmerne, siger hun og runder af:

    - Jeg elsker, at der konstant er nye udfordringer, som jeg skal tage ansvar for og tage stilling til, og jeg vil gøre mit yderste for, at I som medlemmer kan se og mærke værdien af fællesskabet og medlemskabet. Så tak fordi I genvalgte mig.