En konferencesal fyldt med mennesker og en oplægsholder på scenen længst væk

Foto: Aftenen begyndte samlet for de 3 generalforsamlinger (i hhv. HK Kommunal Midt, HK Handel Midt og HK Stat Midt) med foredraget "Lev for det halve og få det hele" af Nanna Hyldegaard Hansen, om at spare penge i hverdagen. Herefter var der middag og så gik deltagerne ud til hver deres generalforsamling.

 

En velkomst med bobler og snacks. Et inspirerende foredrag om en bæredygtig livsstil. Fælles aftensmad… Tirsdag d. 21. marts startede med fælles aktiviteter på tværs af de tre sektorer, der havde teamet op for at skabe den fælles generalforsamlingsdag:

    - Efter den fælles del var det tid til vores egen generalforsamling ud fra vores vedtægter i HK Kommunal Midt. Undervejs var der opbakning til bestyrelsens og sektorens arbejde, og vi fik gennemført flere valg, der både gav stor kontinuitet og alligevel fornyelse i sektorbestyrelsens sammensætning, fortæller Karina Skovgaard Jørgensen om dagens program.

 

Det er tydeligt, at politikerne betragter det  [de ofte ensidigt administrativt orienterede besparelser, red.] som ”nemme” besparelser, der er lidt længere væk fra borgere, patienter osv. Vi ved jo dog, at virkeligheden er en anden
- Karina Skovgaard Jørgensen, formand HK Kommunal Midt

 

En scene med dirigent og formand for HK Kommunal Midt, Karina S. Jørgensen

Foto: Karina Skovgaard Jørgensen, formand HK Kommunal Midt, er på scenen til generalforsamlingen i HK Kommunal Midt 2023. Hun roser HK'ernes indsats på arbejdspladserne og er imod besparelserne på de administrative områder i kommuner og regioner.

 

Stærk administration giver effektiv organisation

Netop Karina Skovgaard Jørgensen var ikke selv på valg som sektorformand, men der var blandt andet genvalg til næstformand Jens Christian Larsen. Sektorformanden fremlagde årets beretning på sektorbestyrelsens vegne:

    - Det var en beretning omkring vores aktiviteter og om nogle af de udfordringer, som medlemmerne af HK Kommunal Midt møder ude på deres kommunale og regionale arbejdspladser. Det er udfordringer, der også afspejler de ofte ensidigt administrativt orienterede besparelser, som politikerne arbejder med, siger Karina Skovgaard Jørgensen og fortsætter:

    - Det er tydeligt, at politikerne betragter det som ”nemme” besparelser, der er lidt længere væk fra borgere, patienter osv. Vi ved jo dog, at virkeligheden er en anden. At en stærk administration er en del af forudsætningen for en effektiv organisation, hvor også andre faggrupper performer, fordi deres administrative ryg er holdt fra. Det vil være besparelser, der vil kunne mærkes helt ude hos borgerne.

    - Et eksempel på den negative effekt, det har, når du administrations-besparer et område i stykker, er beskæftigelsesområdet og jobcentrene. Det system har været og er udsat for et konstant pres, hvor der på den ene side udhules for ressourcer og på den anden side skal leveres mere og mere.

 

Vi besidder som HK’ere nogle super gode kompetencer. Vi kan ofte mere, end vi selv ved. Der er faktisk god grund til at huske HK’erne på, at de indimellem skal klappe sig selv på skulderen. For I gør det super godt derude. 
- Karina Skovgaard Jørgensen, formand HK Kommunal Midt

 

Talerstol på scene med Lene Roed, forbundssektorformand i HK Kommunal, stående bagved

Foto: Sektorformand Lene Roed, HK Kommunal, deltog i generalforsamlingen og var på scenen. Her gav hun de mange deltagere i salen en opdatering på og omkring sektoren anno foråret 2023. Mange af de store perspektiver, hun rundede i sin tale, afspejler ikke overraskende de mere lokale perspektiver i sektorbestyrelsens beretning. Det handler om inflation, løn, OK24, alt for store og ensidige besparelser, de overordnede arbejdsbetingelserne for HK’erne i både region og kommune m.m.  

 

 

”Klap jer selv på skulderen…”

Netop i de situationer, hvor der er lagt op til store administrative besparelser, er det vigtigt med et fagligt selvværd. Det understregede sektorformanden under sin aflæggelse af bestyrelsens beretning:

    - Vi besidder som HK’ere nogle super gode kompetencer. Vi kan ofte mere, end vi selv ved. Der er faktisk god grund til at huske HK’erne på, at de indimellem skal klappe sig selv på skulderen. For I gør det super godt derude.

    - Der skal også lyde en stor anerkendelse til vores dygtige tillidsvalgte, og samtidig skal vi sætte spot på HK-lederne. Vi er i gang med at planlægge arrangementer for HK-ledere i forhold til opgaven med at være ledere for den næste generation. De får brug for viden, som vi gerne vil hjælpe dem til. For eksempel viden om fleksible arbejdsvilkår og 4-dages arbejdsuge. Samtidig passer det med vores ambitioner i forhold til at få flere med i fællesskabet i 2023, hvor vi har fokus på relationer, nærvær og tilstedeværelse helt ude på arbejdspladserne.  

 

Jubilæum

Den 13. maj 2023 har HK Kommunal 100 års jubilæum. I den anledning udkommer en bog om sektorens historie og en jubilæumsplakat.