Hver sommer besøger ca. 250 unge frivillige omkring 10.000 arbejdspladser over hele landet og fortæller om løn, sikkerhed og rettigheder på arbejdspladsen.
To af de frivillige, der er klar til at tage endnu en rundtur med Jobpatruljen i det midt- og vestjyske, er 26-årige Nikolaj Rosenkilde Kølbæk og 21-årige Frederik Sørensen.
Nikolaj læser til administrationsbachelor, og Frederik er i gang med en uddannelse til datamatiker.
- Jeg har været med to gange tidligere, og jeg synes, det giver super god mening at være med til at fortælle de unge fritidsjobbere om rettighederne på arbejdsmarkedet. De står foran et langt arbejdsliv, og så er det vigtigt, at vi passer godt på dem, så de kan holde i mange år, lyder det fra Nikolaj.
- Jeg har været med Jobpatruljen sidste år, og det var en god oplevelse. Der er en pæn stor del af de unge, der ikke kender reglerne på arbejdsmarkedet. De ved eksempelvis ikke, at de ikke må betjene farlige maskiner eller foretage tunge løft, så det giver rigtig god mening, at Jobpatruljen tager rundt. Og det bliver til nogle gode snakke, både med de unge fritidsjobbere men også arbejdsgiverne, der tager positivt imod os, beretter Frederik.
Nikolaj Rosenkilde Kølbæk.
Super godt sammenhold
Nikolaj og Frederik nævner også det sociale sammenhold som et plus.
- Vi bor i sommerhus den uge, vi er afsted, og vi sidder og hygger os om aftenen med spil eller ser film. Du får nogle super gode snakke med de andre frivillige. Måske er der nogle af dem, der er med, som du kender, men ellers får du udvidet dit netværk, fortæller Nikolaj.
- Det er super hyggeligt. Sidste år var vi ude at spille padel, og vi spillede også pool. Der var også en rigtig pool i sommerhuset, som vi kunne bade i, siger Frederik.
Frederik Sørensen.
Bliv frivillig i Jobpatruljen
Det er HK og 3F, der sammen står bag Jobpatruljen, der har til formål at sikre unge mellem 13 og 18 år en ordentlig start på arbejdsmarkedet. Der er opbakning fra de lokale sektioner af FH, Fagbevægelsens Hovedorganisation, og dermed en række andre fagforeninger.
Sidste år nåede Jobpatruljen på sin rundtur i Midt- og Vestjylland at besøge 1052 virksomheder og tale med 253 ungarbejdere, og håbet er at nå lige så mange i år, fortæller Inger Stranddorf, afdelingsformand for HK MidtVest, og Preben Engedal, formand for 3F Ringkøbing-Skjern.
Er du interesseret i at give de unge en god start på arbejdslivet, og har du lyst til at bruge en del af sommerferien på at tage rundt med Jobpatruljen. Så kan du melde dig til hos Anne Vangkilde, der er ungdomskonsulent hos HK MidtVest og koordinator af Jobpatruljen i det midt- og vestjyske.
- Du vælger selv, hvor mange dage du vil køre med Jobpatruljen. Det behøver ikke at være hele uge 28, siger hun.
Anne Vangkilde.
Sådan melder du dig til
Du kan komme i kontakt med Anne Vangkilde på telefon 2764 3226 eller e-mail anne.vangkilde@hk.dk
Du kan også melde dig til Jobpatruljen her